Dun & Bradstreet køber Bisnode

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Dun & Bradstreet køber Bisnode for 818 mio. dollars – og investerer dermed i nordiske kompetencer inden for datadrevet markedsføring.

Amerikanske Dun & Bradstreet køber Bisnode, der har 90 medarbejdere i Danmark og i alt 2100 medarbejdere i Europa, for 818 mio. dollars af svenske Ratos.

Bisnode, der har hovedkontor i Stockholm, er leverandør af data og analyser og beskæftiger sig bl.a. med datadrevet markedsføring.

Bisnode skal hjælpe Dun & Bradstreet med at blive mere brugervenlig og teknologidrevet, og selskabet skriver i en pressemeddelelse, at rationalet bag købet er, at forretningsmiljøet i stigende grad er datadrevet med virksomheder, der opererer globalt og som er stærkt indbyrdes forbundne, og at Dun & Bradstreet sammen med Bisnode kan skabe konkurrencefordele for kunderne.

”Den stærke kombination af vores data, analysekompetencer og innovative løsninger sammenholdt med Bisnodes kunderelationer og ekspertise på de europæiske markeder vil give både vores nuværende og kommende kunder vital forretningsindsigt, der kan støtte realiseringen af deres vækstambitioner,” siger Anthony Jabbour, CEO i Dun & Bradstreet, i pressemeddelelsen.

De to virksomheder har i øvrigt haft et strategisk samarbejde gennem en lang årrække.

Dun & Bradstreet har 4.000 medarbejdere og er til stede i 34 lande.