Jordskælv og Stein Bagger – så har vi dækket en god bid af mediernes opmærksomhed. Hos bureauerne er det ansættelses(eller mangel af samme)situationen, der er i fokus. Webbureauet Dwarf byder sig til – med en 4+2 løsning:
“Vi har lige ansat fire nye medarbejdere og yderligere to er undervejs. I krisetider flytter virksomhederne deres investeringer til områder, som bevisligt giver bundlinie. Og at udvikle websites, som giver målbar værdi er netop en af Dwarfs kernekompetencer. Varm luft og tom branding er ikke os,” siger Dwarfs adm. direktør, Peter Grønne, i en pressemeddelelse.
“Herudover har vi længe arbejdet med at justere vores kundesammensætning – fra primært at have kunder i den private sektor til at have mange offentlige kunder, som traditionelt er væsentlig mindre konjunkturfølsomme,” siger Peter Grønne.
Blandt Dwarfs kunder inden for det offentlige er KL, Danske Kommuner og Sundhedsstyrelsen. Bureauet har i øjeblikket 40 medarbejdere og har som mål at være 46 inden udgangen af 2009.