Konkurrencen om at være blandt årets mest effektive reklamer er skærpet. Når Kreativitet & Kommunikation honorerer 9 cases og 1 Grand Prix ved Advertising Effectiveness Award (AEA), så sker det denne gang blandt et rekordstort felt.
Sidste år indsendte bureauerne 39 cases til bedømmelse, og forrige år var der rekord med 49 indsendelser. 2014-feltet er det største i AEA-regi nogensinde, uden at arrangørerne dog vil sætte et konkret tal på det.
Direktør i Kreativitet & Kommunikation, Tine Aurvig-Huggenberger, siger:
”Vi har i år modtaget et overvældende antal tilmeldinger. Det er vi naturligvis stolte over, for det viser, hvor relevant og vigtig Advertising Effectiveness Award er. At kunne fremvise konkrete og målbare resultater af en kampagne er et stærkt signal at sende, og Advertising Effectiveness Award er en unik mulighed for netop det.”
Rekorden skal i øvrigt ses i forhold til en ny regel om, at ethvert bidragydende bureau til en AEA-case skal være medlem af Kreativitet & Kommunikation – en skærpelse, der tilsyneladende ikke har hæmmet indsendelsestrangen.
Sidste år var der for første gang en hovedsponsor på AEA – i form af Google. Og AEA var den eneste begivenhed på dansk jord, som søgemaskine-giganten havde valgt at sponsere. Der skulle ske noget nyt og større, lød meldingen fra arrangørerne, som satsede på at eksponere prisen yderligere og inddrage brugerne.
”Den stigende interesse ser vi bl.a. som et resultat af at have opgraderet hele set-uppet omkring prisuddelingen. Vi ser nu de positive resultater af vores udmelding om at tage Advertising Effectiveness Award til det næste niveau.”
AEA – selve awardshowet – finder sted torsdag den 27. november.