I næste måned afleverer e-Types endeligt, revideret regnskab – til den tid næppe den store overraskelse, for allerede nu løfter designbureauet sløret for et par nøgletal: En stigning i omsætningen på 30 pct. og et overskud på godt 5 mio. kr. Det bliver det bedste regnskab i bureauets 17-årige historie.
Og så siger Søren Skafte Overgaard, partner og CEO for e-Types Group, farvel til bureauet, hvor han været partner siden 2002.
”Jeg vil gerne prøve kræfter med andre ting end ledelse af e-Types. Vi afleverer vores bedste regnskab nogensinde. Virksomheden står stærkt. Det er jeg stolt af at have været med til. Nu skal jeg bruge et stykke tid på at finde ud af, hvordan anden halvdel af min karriere skal se ud. Jeg vil gerne takke mine partnere og vores medarbejdere for nogle fantastiske år,” siger Søren Skafte Overgaard.
e-Types Group, der i de seneste 12 år er vokset fra 9 til 52 medarbejdere, samler tre virksomheder: e-Types. e-Types Daily og Playtype. Virksomheden arbejder i dag med globale virksomheder som Maersk, Carlsberg og Sanoma, men har altid formået at holde en forankring i den kreative og kulturelle scene.
Rasmus Ibfelt, partner i e-Types Group, siger:
”Sørens bidrag har været uvurderligt i den tid, vi er gået fra en lille virksomhed til en etableret position. Vi kommer til at savne ham som menneske og som kollega, men vi har forståelse for at han gerne vil prøve noget andet efter 12 år.”
De seks partnere i e-Types Group varetager fremover ledelsen af den samlede gruppe.
Ledelsen af de tre driftsselskaber fortsætter uændret, og Søren Skafte Overgaard fortsætter i virksomheden med de projekter, der er knyttet særligt til hans person og fratræder i løbet af sommeren.