e-Types vinder million-kontrakt i USA

Pressemeddelelse

Trodser den økonomiske nedtur og returnerer fra Atlanta med opgaven om at udvikle visuel identitet for det amerikanske skyskraber imperium Portman Group. Martin Lindstrøm begrunder valget.

De danske designbureauer har fået hul igennem til udlandet. Der bliver tegnet logoer, visitkort og brevpapir til kunder i Korea, Japan, Brasilien og Kina – og flere har allerede åbnet kontorer uden for Danmark. Men det amerikanske marked har hidtil været lukket land, men nu har det Københavnske bureau e-Types bevist, at den danske designbranche sagtens kan være med i verdensligaen. Også selv om økonomien i den vestlige verden er på vej nedad.

e-Types har således vundet en større kontrakt i USA og skal stå for udvikling af en ny visuel identitet for det amerikanske arkitekt- og developer imperium John Portman & Associates.

Portman Group råder i dag over en række brands med separate logotypes og udtryk, og opgaven er at udvikle et system, der samler dem, men samtidig giver mulighed for, at de bevarer deres forskellighed. Første fase er budgetteret til et par millioner kroner, men hvis alt går som forventet, kan e-Types se frem til en større millionordre, når designet skal implementeres på alt fra visitkort til skyskraberbannere fra Atlanta til Singapore.

e-Types vandt opgaven i en konkurrence med 20 af verdens førende bureauer og endte med at få kontrakten på trods af, at de var blandt de dyreste.

Brandguruen Martin Lindstrøm, der har udviklet brandstrategi for Portman og var med til at udvælge e-Types, er ikke i tvivl om, at danske designere har meget at tilbyde verden.

“Danske designere er foran på point simpelthen fordi, de er fra Danmark. Danmark har et meget stærkt brand inden for design, og det er noget, som mange virksomheder gerne vil associeres med. Når e-Types vandt opgaven, tror jeg også, at det skyldes en bestemt anti-autoritær tilgang til verden, som er meget dansk, og det er befordrende for både innovation og design,” siger Martin Lindstrøm.