Efter 37 års samarbejde: Farvel til Volvo, goddag til et nyt mærke

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Samarbejdet mellem Volvo og Gorm Larsen & Zornig har varet en menneskealder i reklameår. Nu kigger Volvo globalt, og bureauet har fået et mærke med fornyede danske ambitioner.

Når man har haft en kunde i 37 år, så kan det synes som en mavepuster at skulle sige farvel til hinanden – som det skete tidligere på efteråret, da Volvo valgte at følge det internationale marked og skifte til GreyWorks. Men direktør og partner i Gorm Larsen & Zornig, Karsten Koed, valgte en anden tilgang – mere om det senere.

”Vi lever af langvarige kunderelationer. Vi havde Volvo som kunde i 37 år, og jeg var med i de 17 af dem. Nu har vi sagt farvel til hinanden, og det er en naturlig udvikling, for Volvo ville én vej, og vi ville en anden,” siger Karsten Koed.

Relationen går tilbage til 1977 – altså i en tid, da reklamebilledet så betragteligt anderledes ud end i dag. Kommunikationen er fulgt med tiden – det er ikke det, der er årsagen til afskeden – men derimod at Volvo er blevet mere internationalt orienteret i sin kommunikation – og altså nu med Grey som globalt bureau. I Danmark håndteres det af GreyWorks

At afskeden er konstruktiv, understreges af, at Gorm Larsen & Zornig har bistået Volvo Danmark med – i overgangen – at få et nyt setup på plads.

Samtidig kunne Gorm Larsen & Zornig frit gå til bilmarkedet med sin brancheindsigt. Og det har kastet en ny kunde af sig.

”Vi foranstaltede selv – da vi endnu havde Volvo – en række dybdeinterviews med potentielle Volvo-ejere. Og 2/3 af de adspurgte nævnte spontant Subaru. Denne viden gik vi efterfølgende til Subaru med – og det faldt sammen med, at mærket lægger op til en større investering i netop det danske marked – både hvad angår forhandlere og markedsføring,” siger Karsten Koed.

I sidste uge underskrev Subaru og Gorm Larsen & Zornig så kontrakt med hinanden.

”Alt dét, som vi ved virker, får vi nu lov til at lave for Subaru – på alle touchpoints, det være sig forhandleren, SEO, Facebook, hele dialogdelen. Vi skal hjælpe med at bygge brandet i Danmark,” siger Karsten Koed og tilføjer om den nye kunde:

”Subaru er firehjulstrækkeren, boxer-motoren og den dejligste drivingmachine, som nu er ved at få smoking på. Det er den højeste køreglæde og – i lighed med Volvo – et vi-brand i modsætning til flere af de tyske premium-mærker.”