Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk

Branchenyt fra påskeugen: Læs om ny Irma-strategi efter Josefsens exit. Om en positiv tendens i annoncemarkedet. Om kvindelandsholdet, der mister hovedsponsorkontrakt. Læs også om Heimburgers nye virksomhedskøb, om forbrugerspecialists udtalelser. Samt om Anne Glads opsang til reklamefolk.

Irma skifter kurs og vil slå sig på billigere priser og satse massivt på e-handel. Det er fremtiden for Irma, efter at Alfred Josefsen valgte at tage sit gode tøj og gå fra Irma midt i påskeugen.

Jesper Lien, koncernchef i Coop, sagde til Berlingske i onsdags, at Irma er billigere end mange tror og det vil man gøre mere for at kommunikere, så man kan tiltrække nogle nye kunder til Irma.

Derudover mener Coop-direktøren, at Irma skal videreudvikle sig som den mest innovative fødevarekæde i Danmark.

Alfred Josefsen sagde op som chef for Irma, fordi Irma – som hidtil har boet for sig selv i Rødovre – skal flytte til Coops hovedkvarter i Albertslund og dermed tættere på Jesper Liens ledelse (Berlingske Business 4. april, p. 11).

Flere mediebureauer ser en positiv tendens i annoncemarkedet

“Vi nikker genkendende til, at den økonomiske morgenluft kan ses i markedet. Måske endnu ikke i form af vækst, men i form af en sikkerhed for, at de budgetter, annoncørerne har talt om, faktisk kommer .Tidligere var de meget forbeholdne i forhold til at binde pengene og booke kampagner flere måneder frem i tiden. Det er de mere tilbøjelige til at gøre nu”, siger adm.dir. i mediebureaet Carat, Mads Bredal.

Også Thomas Bertelsen, adm.dir. i mediebureauet OMD, mener, at der er en optimisme at spore, men også, at det er for tidligt at sige, at krisen er ovre.

“Det eneste sikre er usikkerheden. Det kan godt være, at flere tror, at det går mod bedre tider, men der er heller ingen, der vil lægge hovedet på blokken og sige, at nu er vi igennem.

Ifølge DRRBs mediaindeks har januar og februar budt på en samlet vækst i annoncemarkedet på 7 procent.

Men mens både bilbranchen og rejsebranchen kan mærke fremgang, så er der ingen optimisme hos detailhandlen, hvor hverken Carlsbergs marketingdirektør, Kirsten Ægidius eller Unilevers landechef, Jens Voldmester kan se, at det lysner (Børsen 4. april, p. 42-43).

Kvindelandsholdet mister sponsorkontrakt til ni mio. kroner årligt

GF Forsikring, der har været sponsor for kvindelandsholdet i håndbold siden 2008, vil ikke forlænge kontrakten.

Det betyder, at kvinderne vil stå uden sponsor fra årsskiftet 2012/2013 og dermed miste en indtægt på ni mio. kroner årligt.

Årsagen er landsholdets dårlige resultater:

“Vi har været glade for samarbejdet med DHF på det personlige plan. Men vi må erkende, at kvindelandsholdets resultater har været for dårlige. Da vi indgik aftalen, havde vi forventet, at der ved de store mesterskaber ville blive vundet medaljer. Drømmen var, at vi via massiv omtale af spillerne kunne nå bredt ud til danskerne. Sådan er det desværre ikke gået”, siger GF Forsikrings marketingchef, Rikke Skovlund.

Thomas Badura, direktør hos SponsorPeople mener ikke, at det bliver svært at finde en ny sponsor:

“Men på det økonomiske plan bliver kvindelandsholdet ramt. For det første er kvindelandsholdet siden GF Forsikring indgik aftalen for snart fem år siden blevet overhalet i popularitet af herrelandsholdet. Og for det andet har finanskrisen betydet, at pengene ikke længere hænger så løst i virksomhederne som tidligere. Derfor må DHF indstille sig på, at der vil ske en reduktion i sponsorbeløbet på op mod 25 procent (Berlingske 31. marts, p. 40).

Branchefolk i medierne

Den tidligere reklamemand Jens Heimburger har sammen med to andre investorer købt 70 procent af aktierne i det aarhusianske rejsebureau Afrika-Safari.

Prisen er hemmelig, men Børsen mener, at firmaet er solgt for op mod 40 mio. kroner. Der er 12 ansatte i rejsebureauet, som sidste år fik et overskud på 7,4 mio. kroner.

Jens Heimburgers virksomhed, Dansk Generationsskifte, administrerer nu fem virksomheder, der tilsammen omsætter for ca. 700 mio. kroner. Deriblandt armaturvirksomheden Damixa og ravfirmaet House of Amber (Børsen, p. 12-13).

Sådan genskabes tilliden til forbrugerne 

I en artikel i Jyllands-Posten i dag fortælles, at medierne har et medansvar for den økonomiske krise og at et opsving af kan tales i gang blandt andet ved, at medierne fremhæver de positive historier i stedet for at fremhæve krisesnakken.

I den forbindelse bliver Heidi Boye, forbrugerspecialist hos mediebureauet OMD og ekstern lektor på Institut for Afsætningsøkonomi ved CBS interviewet:

“Snakken er næsten alfa og omega, vil jeg sige, og man kan godt sige, at medierne har været medskabende til krisen. Spørger man forbrugerne, hvor mange, der er blevet fyret eller har fået nedsat lønnen, gælder det, at de færreste har oplevet eller mærket det på egen krop og på den måde lever vi i en medieskabt virkelighed”.

Og Heidi Boye fortsætter:

“Skal man vende det om, handler det om at få de positive historier ud, så de bliver hørt af folket. Tilliden hos forbrugerne skal genskabes ved, at de bliver fortalt om, hvad der går godt. Det skal ikke bare være salget af makrelsalat, men de traditionelle indikatorer som hussalget, ansættelserne og væksten generelt” (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 10).

Tekstforfatter Anne Glad, der er kendt fra ‘Kender du typen’ og som netop er gået freelance, efter at have været partner på reklamebureauet Sunrise, fortæller i Jyllands-Posten, hvordan hun finder inspiration til sit arbejde.

Udover, at hun læser både økonomiske rapporter og ugeblade og gerne deltager i andres fætter-kusinefester, så finder hun inspiration i de foredrag, hun holder rundt omkring i landet, som hun mener, at mange københavnske reklame- og mediefolk gæster alt for sjældent.

“Under foredragene møder jeg en masse mennesketyper, som sætter en fed streg under, at jeg selv lever i en storby-ghetto, hvor der er helt andre emner og værdier på dagsordenen end i resten af Danmark. Og det er meget lærerigt og skidesmart at tage alvorligt, når man arbejder med målgrupper i stedet for at stå og trampe i ens egen og alle andre storbytypers baghaver, siger Anne Glad (Jyllands-Posten Living 1. april, p. 4).

 

 

Kommentarer

  1. Re: Irma
    Det er da genialt set af COOP. Ægte blue ocean tænkning!

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club