Efter exit: Niels Heilberg vil lave kreativ procurement

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den tidligere Creative Circle formand vil efter fire år hos Hjaltelin Stahl starte for sig selv og være en mellemmand mellem bureauer og kunder. Læs hvorfor han synes, det er nødvendigt.

Efter fire år hos Hjaltelin Stahl går creative director Niels Heilberg solo.

”Det er gennem årene gået op for mig, at det er netop engagement og relationer, jeg er god til – både på de interne linjer og i samarbejdet med kunderne. Det er en effektiv kombination, når de rette folk sættes til det rette arbejde på den rigtige løsning for den rigtige kunde. Og ud over at det er smart, er det også ret effektivt,” siger Niels Heilberg, der før Hjaltelin Stahl tiden var selvstændig i et lignende set-up.

Hvorfor går du selvstændig igen?

”I en verden, samfund og branche, der styres af profit, har jeg sat mig for at bevise at ordentlighed betaler sig. Hvor der er balance i tingene, på begge sider af skrivebordet. Der findes rådgivere inden for både medier, analyse og bureauer, der kan udregne en fremragende ROI på ligegyldigheder, og der bruges alt for meget energi på at udkomme konstant, og alt for lidt energi på hvorfor. Måske man skulle se lidt mere på hvad man som virksomhed egentlig gør for sine kunder. Når man spreder sig for meget, så bliver resultatet ofte mere tyndt end skarpt. Man kan så vælge at bruge teknologien til at mase ting ned i halsen på folk, men det er ikke det samme som, at det lykkes. Jeg vil gerne lykkes. Derfor.”

Niels Heilberg fortsætter:

”Kunderne bruger mange penge på at udkomme alle vegne og hele tiden og det er min oplevelse at det er en svær opgave at bevare overblik og fokus. Mediabureauet har måske en interesse i at sælge en bestemt slags løsninger; analysebureauet har måske en interesse i bevise deres eksistensberettigelse; og reklamebureauet har måske en interesse i at løse en bestemt slags opgaver.”

Det er her, at Niels Heilberg gerne vil ind med sit nye bureau, der indtil videre hedder Heilberg’s.

”Jeg vil være objektiv og stille spørgsmålstegn ved det, som kunderne selv og ikke  mindst kundernes samarbejdspartnere foreslår. Og så vil jeg fokusere på, hvad der gør en forskel. Det gør kreativitet, men det er jo et vidt begreb i disse tider. Hvad er målet og hvor arbejder pengene bedst? Det fokus er en fordel uagtet hvordan man vender og drejer det.” siger Niels Heilberg.

Den tidligere formand for Creative Circle mener også, at han vil kunne hjælpe med at evaluere kampagner:

”Baseret på min erfaring og track record kan jeg bidrage med et ret kvalificeret bud på hvad der er umodigt eller uvigtigt – og omvendt. Jeg kan også sige, hvis de skal rette ind efter bureauet, fordi bureauet har ret. Det er jo så op til kunden selv om de vil følge rådet.”

Niels Heilberg kalder øvelsen for creative procurement.

”Jeg bliver en mellemmand mellem bureauer og kunder og mit job bliver at prioritere hårdt i, hvad der betyder noget. Valutaen er kreativitet. Og vi ved jo alle sammen, at det udmønter sig som effektivitet.”

På spørgsmålet om han så ikke bare bliver et fordyrende led, svarer Niels Heilberg:

”Nej, for jeg sparer for kunden for 50.000 kr. hver gang, jeg er med til et møde. Jeg kan både hjælpe med at finde det rigtige bureau og jeg kan hjælpe undervejs, mens de samarbejder med et bureau. Virksomhederne har glæde af løbende at få lavet et sanity check eller en second opinion, så de ikke bruger penge på det forkerte.”

Så du skal kun være objektiv rådgiver?

“Nej, der vil givet også være nogle, der vil have, at jeg hjælper med at lave kampagner, og det er dilemmaet, for jeg kan ikke være både partshaver og neutral. Så derfor skal de vælge mig enten som bureau eller som objektiv rådgiver.”

Hvordan vil du levere reklamebureauydelser?

”Jeg vil arbejde i netværk med andre og jeg vil gøre det så attraktivt som muligt at løse opgaver i mit netværk både som kunde og freelancer. Jeg vil give freelancerne bedre rammer, end når de sidder alene, og kunderne det engagement, de  drømmer om”.

Hvordan vil du gøre det?

“Ideen er at give freelancerne det bedste fra bureauets fællesskab og ansvar og kunderne stabilitet og kvalitet med de bedste, håndplukkede specialkompetencer – uden den dyre bureaudrift.”

Niels Heilberg starter sit bureau den 6. august.