Egmont køber sig ind i reklamebureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Social marketing bureauet Patchwork har fået en ny medejer, som skal medvirke til øget vækst.

Reklamebureauet Patchwork, der har specialiseret sig i social media, har været støt voksende i de senere år. Først og fremmest i form af etablering i både Norge og Sverige.

Nu får bureauet en ny medejer, der skal medvirke til den fortsatte vækst. Det gælder Egmont Publishing. Firmaet har købt 45 pct., men man ikke at oplyse nærmere om pris, om hvem der har solgt – eller om der er skudt ny kapital ind i bureauet mod en ejerandel.

Investeringen ses som led i Egmonts digitale strategi og ambition om at opruste på content marketing.

”Patchwork har en ekspansiv forretningsplan og en kompetent og dedikeret ledelse. Det er en talentfuld virksomhed, som vi ser et betydeligt potentiale i at investere i. Vi køber os samtidig ind på et vækstmarked, og investeringen er en brik i Egmont Publishings overordnede content marketing-strategi,” siger adm. dir. i Egmont Publishing Danmark, Klaus Høeg-Hagensen.

Egmont har for nogle måneder siden købt en anden virksomhed i Norge, og der er mere på vej.

“Flere og flere virksomheder interesserer sig for at kommunikere gennem content, som de selv skaber, og så vil vi gerne hjælpe dem med det. Derfor ønsker vi at bygge en stærk position inden for social marketing, og vi vil komme til at købe flere virksomheder forskellige steder i værdikæden. Vi tror ikke, vi kan bygge det selv,” siger Klaus Høeg-Hagensen.

Patchwork fortsætter som en selvstændig virksomhed, men har nu bedre muligheder for at ekspandere. Bureauet har kunder som Mars, Arla, Bosch og PepsiCo.

Der er en klar ambition om vækst, men bureauets adm. dir. Martin Olesen kan dog ikke sætte konkrete tal på.

“Det er ingen hemmelighed at vi skal fylde en del mere i landskabet end vi gør nu. Vækstraterne forventes naturligt nok at være højest i Sverige og Norge, hvor vi vokser fra en mindre base. Men også i Danmark har vi ambitionerne om ambitiøse vækstrater,” siger Martin Olesen og fortsætter:

I Danmark er der dog ikke tale om at vi skal fordoble forretningen fra år til år. Patchwork er bygget på langvarige kunderelationer og vi vil være sikre på at vi stadig kan opretholde et højt kvalitetsniveau i vore leveringer til eksisterende kunder.”