Eks-Bates partner til TBWA

Peter Engholm
25@mail.dk

Erich Karsholt bliver TBWAs nye kontaktdirektør efter en kort periode på content marketing-bureau.

Det er en yderst erfaren bureaumand, der til august tiltræder som kontaktdirektør på den unge bureau-fusion TBWA/BBDO.

Erich Karsholt var indtil foråret partner på Bates Y&R. Her kom han til i 2003 sammen med Søren Nøhr – de to havde forinden stiftet bureauet Brands Copenhagen, og makkerparret havde en lang årrække med Mercedes-Benz som samarbejdspartner.

I begyndelsen af året meddelte Erich Karsholt sin afgang fra Bates for at skifte til Brand Movers – og ”udfordre mig selv yderligere på content marketing og de digitale og sociale medier,” som han sagde ved den lejlighed.

Nu går turen imidlertid tilbage til de mere klassiske bureaudyder – men Erich Karsholt ville ikke have været Brand Movers-erfaringen foruden:

”Brand Movers og content marketing har været spændende og lærerigt at arbejde med – at tilegne sig ny viden er bestemt aldrig uinteressant. Og jeg er glad for at være på Brand Movers – hvilket gør skiftet så meget mere udramatisk. Jeg fik tilbuddet om at arbejde med TBWA, der har en stærk international profil, og BBDO, der har stået stærkt i Danmark – og i disse rammer arbejde med kundeporteføljen og udvikle bureauet,” siger Erich Karsholt.

Hos TBWA bliver han bureauets kontaktdirektør. Formanden for det fusionerede bureau, Claes Rasmussen, siger:

”Jeg kender Erich Karsholt og ved, hvad han står for: En erfaren, professionel og god kundemand. Han er både kendt og anerkendt, og han skal være med til at håndtere bureauets kunder og skabe et stærkere TBWA.”