Eks BBDO-direktører starter nyt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Konceptet er at være underleverandør til andre bureauer af billig digital produktion gennem samarbejde med vietnamesisk virksomhed.

Frikler er et nyt navn i den danske bureauverden. Bag står de to tidligere BBDO-direktører, Anders Ertmann og Carsten Vigh.

De to er sammen med Tobias Smidth-Fibiger en del af den strid, der i efteråret brød ud i BBDO omkring nogle usædvanlige selskabskonstruktioner for et internationalt bureau – en strid, der har ført til flere stævninger.

Centrum for striden var det ukendte bureau A Cph, som de tre ejede, og som arbejdede med digitale kompetencer fuldt integreret i BBDO på basis af en samarbejdsaftale.

Da BBDO stoppede samarbejdsaftalen, arbejdede Tobias Smidth-Fibiger i første omgang videre med at etablere A Cph som et produktionsbureau på basis af programmeringsvirksomheden Sutrix i Vietnam.

Tobias Smidth-Fibiger har siden valgt at tage imod et job hos Kunde & Co, og nu har Anders Ertmann og Carsten Vigh så valgt at drive aktiviteterne videre i et nyt selskab under navnet Frikler sammen med de to tidligere A Cph medarbejdere, Martin Baltzer Hennelund og Jan Juul Engelhardt.

Bureauet har til huse på Flæsketorvet i København, mens Carsten Vigh er flyttet til Berlin, hvorfra han vil søge at sælge Friklers koncept ind på bl.a. det tyske marked.

Konceptet handler om at levere digital produktion på alle platforme til andre bureauer til meget lave priser – som i øvrigt er helt gennemsigtige. De kan ses på Friklers hjemmeside.

“Desuden vil vi arbejde med faste budgetter, så man ved præcist hvad en produktion kommer til at koste. Endvidere betaler man ikke for den tid, som vores folk bruger på at hjælpe med at tilrettelægge opgaverne,” siger Anders Ertmann og fortsætter:

“Alle kan lave et set-up med produktion i Østen og opnå lave priser. Men vil man også have høj kvalitet, så kræver det erfaring, og den har vi opbygget gennem de sidste 5-6 år, så rutinerne med kvalitetskontrol både dernede og herhjemme er indarbejdede. Derfor fungerer samarbejdet med Sutrix for os nu problemløst.”

Samarbejdet er så tæt, at den vietnamesiske virksomhed fungerer som et egentlig ressourcecenter hos Frikler, og bureauet investerer da også ressourcer i jævnligt at rejse ud til Vietnam for at medvirke, at programmørerne altid er teknologisk opdateret på alle platforme.

Frikler er med sit koncept ikke et bureau, der vil blive kæmpestort i Danmark. Der er lige nu to mand ud over Anders Ertmann og i løbet af nogle måneder vil der være et par stykker mere, men på sigt vil der næppe komme til at være mere end 8-10 mand til at dække det nordiske marked.

“Tyskland er et meget større marked, som vi venter os meget af, og vi har fået de første kunder,” siger Anders Ertmann.

Blandt de danske kunder finder man f.eks. Hello Group, Saatchi & Saatchi og Responsive.

Ideen til Frikler har udviklet sig hen ad vejen.

“Da jeg stoppede hos BBDO, flyttede jeg til det østjydske, fordi det passede bedst til min familiære situation. Carsten stoppede, fordi han ønskede at prøve en drøm om at flytte til Berlin af. Men efterhånden formede ideen om at gå sammen om et nyt bureau sig, og da Tobias så valgte at tage et job hos Kunde & Co, faldt det meget naturligt at gå videre. Carsten og jeg har således arbejdet rigtig godt sammen de seneste år og har suppleret hinanden rigtigt godt. siger Anders Ertmann.

A Cph er nu et tomt selskab, hvis eneste aktivitet er at være part i en retssag.