Om under to uger siger Mette Dyhr farvel til Danske spil, hvor hun i fire år har været adm. direktør for Danske Lotteri spil, som står bag Lotto.
Nu er afløseren fundet, og med valget er det lige ved, at man kan sætte /BBDO efter Danske Spil. Den nye direktør bliver nemlig Pernille Wendel Mehl, der er forhenværende adm. direktør i BBDO. Og hos Danske Spil kommer hun til at sidde tæt på en gammel BBDO-kollega.
Ovre i Danske Licens Spil, der står for Oddset og andet, finder man nemlig Niels Folmann som adm. dir.
I sit nye job bliver Pernille Mehl ansvarlig for udvikling af nye spil samt salg, markedsføring og videreudvikling af kendte produkter som Lotto, Onsdags Lotto, Quick-skrab, Eurojackpot, Bingo, Dantoto, Keno m.fl. Hun får endvidere ansvaret for Danske Spils offline-distribution, der bl.a. indbefatter kontakten til 4.400 forhandlere.
Pernille Mehl var med til at fusionere BBDO og TBWA, hvor hun blev adm. direktør. Men hun forlod jobbet i sommer.
Pernille Wendel Mehl er 41 år og har en uddannelse som HD i Afsætningsøkonomi fra CBS i København. Uddannelsen er senere bl.a. suppleret med BBDO Master Class Programme ”Leadership”, BBDO University.