Eks Berlingske-chef til Eniro

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Søren Hyldgaard skal stå i spidsen for online-salg hos søgegiganten

Søren Hyldgaard, der stoppede hos Berlingske Media efter i 10 år at have haft forskellige lederstillinger senest som annoncedirektør, skal være direktør for Advanced Sales-divisionen hos Eniro.

 Annoncedirektøren nævnte da han holdt op hos Berlingske, at det var hårde tider på annonceområdet, og fremover slipper han for at skulle stå på mål for printsalg, der er et af de annonceområder, der er hårdt ramt.

Ansvarsområdet hos Eniro bliver onlineannoncering som bannerannoncer og sponsorerede links til både Eniros eget netværk og en lang række mediepartnere.

Desuden omfatter Advanced Sales-divisionen key/large account-salg samt B2B-området, der sælger annoncering på Proff.dk samt beslægtede business intelligence-værktøjer.

Søren Hyldgaard siger i en pressemeddelelse om sit nye job::

”Jeg glæder mig til udfordringerne i Eniro. Det er en virksomhed, der som mange andre mediehuse står midt i en spændende transformation mellem fastholdelse og udvikling af forretningsmodellerne på printområdet og ikke mindst den digitale omsætning.”

 Også adm. direktør for Eniro Danmark, Stefan Kercza, udtaler sig i pressemeddelelsen:

”I Søren får vi en markant og meget erfaren profil ind i vores salgsafdeling. Han får ansvaret for flere af vores helt centrale forretningsområder på et tidspunkt, hvor vi fokuserer mere og mere på det digitale. Jeg har store forventninger til, at vi med Søren i spidsen kan forløse det enorme vækstpotentiale, vi har på særligt sponsorerede links,” siger Stefan Kercza.

Søren Hyldgaard er 47 år, gift og far til tre børn. Han tiltræder stillingen hos Eniro den 1. oktober.