Af Peter Engholm 25@mail.dk

Morten Angelo har et udenlandsk restaurant-koncept klar. I mellemtiden blev han herhjemme hyret til at konceptualisere en dansk restaurant, der nu står foran sin åbning.

Lusso er navnet på en ny restaurant i København, der åbner den 25. september. Bag konceptet og designet står en flok garvede restauratører – og Morten Angelo.

Med-stifteren af – og partneren i – Brandhouse sagde i sommer farvel til det bureau, der har været hans liv og dagligdag igennem 25 år. Planen er at brede kreativiteten yderligere ud – og det sker bl.a. med Lusso:

”Jeg havde to dage fri fra Brandhouse og blev spurgt, om jeg ville konceptualisere en restaurant i København. En torsdag-fredag-lørdag restaurant, der henvender sig til et modent publikum. Et lækkert sted med en varm og erotisk – samt gastronomisk – atmosfære, og som glider over i en natklub ved 22-tiden,” siger Morten Angelo.

Lusso har en hjemmeside, men den er – bevidst – i den ordknappe afdeling. Mere udførlig er restauranten i sin åbningsinvitation, der bl.a. lokker med ”mad & skønne vine, værter & værtinder, fest & lidenskab, flirt & dans, blødt & hårdt”. Og læser man udelukkende Bureaubiz – hvad der naturligvis ikke kan anbefales – kunne man forledes til at tro, at den københavnske restaurant er identisk med det restaurations-koncept, som Morten Angelo løftede lidt af sløret for på dette site i foråret:

”Ikke en cabaret, men en restauration med burlesque-præget servering og en sexet atmosfære. Et koncept, som jeg ikke har fundet tilsvarende andre steder.”

Men Morten Angelo understreger, at der er tale om to forskellige koncepter – med visse overlap:

”En af de store forskelle mellem mit koncept og Lusso er serveringen, mens fællesnævnerne er sexiness, gastronomi og atmosfære. Mit projekt er som udgangspunkt ikke tiltænkt Danmark. Det kræver investorer i udlandet, og dem har jeg ikke fundet endnu,” siger Morten Angelo.

Han har en lille andel i Lusso, men understreger, at han hverken er sprunget ud som restauratør eller for den sags skyld sprunget ud af reklamebranchen. Tanken er fortsat at udfolde sig inden for så forskellige projekter som byggeri, tv, arkitektur og film.

”Jeg har en del reklameprojekter kørende, og det håber jeg at kunne blive ved med at have,” siger Morten Angelo.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club