Eks-bureaumand i spidsen for online-supermarked

Peter Engholm
25@mail.dk

Danmarks 3. største online-supermarked, Osuma.dk, valgte i sidste måned nyt bureau. Nu har man så valgt en ny adm. direktør, i form af den hidtidige COO og kundechef.

Online-supermarkederne herhjemme har generelt svært ved at tjene penge – også landets tredjestørste af slagsen, Osuma.dk, har ligget tungt, men det ser en turnaround ud til at have ændret.

Nu takker personen bag forandringerne af og overlader posten som adm. direktør til en person, der har gjort kometkarriere på online-kanaler. Og en person med bureaubaggrund: Carsten M. Pahlke.

Steen Trier har siden april 2014 været med til at udvikle online supermarkedet Osuma.dk og er klar til at give depechen videre:

”Nu, hvor en række succeser er i hus, er det tid til et helt naturligt vagtskifte. Vi rammer næsten nullet i 2015, og jeg kan se, at vi faktisk kommer til at tjene penge i den her forretning”, siger Steen Trier i en pressemeddelelse og tilføjer:

”Min sidste milepæl i forhold til Osuma har været en ny distributionsplan, som netop er godkendt i bestyrelsen. Med det er arbejdet færdiggjort.”

Han vender tilbage til investerings- og iværksætterselskabet Reacto og fortsætter desuden i Osumas bestyrelse.

Carsten M. Pahlke er fra og med den 1. december den nye adm. direktør i Osuma.dk. Han har været i onlinesupermarkedet siden august som kundechef og COO, hvor han bl.a. stod bag valget et nyt bureau, Kvantum, til at bistå med online-markedsføringen.

Inden da har Carsten Pahlke været hos QXL, der er en del af Lauritz.com-komcernen – først som marketingchef, siden som chef for hele QXL i Danmark og Norge.

Carsten Pahlke var frem til 2010 at finde på bureausiden – hos dialogbureauet Responsive.

Med direktørskiftet i Osuma.dk flyttes fokus fra turnaround til forbedret brugeroplevelse, hedder det.

”Potentialet er kæmpestort i Osuma, og jeg glæder mig til at fortsætte med at udvikle forretningen. Jeg vil bl.a. arbejde benhårdt på at skabe den optimale brugeroplevelse på hele kundens rejse. Det gælder alt fra inspiration via relevante tilbud og opskrifter til retmæssig leveringer og en verdensklasse kundeservice,” siger Carsten Pahlke.