Eks DDB-direktører træder frem i ny rolle

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tidligere topchef for DDB, Johnny Henriksen, og kontaktdirektør Morten Sune Jonas markerer sig som investorer i den nye “Big data” verden. Deres nye selskab NewDeal Group har foretaget sin første større investering.

Den tidligere DDB-direktør, Morten Sune Jonas, har fået et nyt job. Han er blevet chief marketing officer i Agillic.

Men historien bag handler ikke om et egentlig jobskifte. Morten Sune Jonas forlod nemlig DDB for at gå sammen med Johnny Henriksen i det nye firma New Deal Group – og Morten Sunes nye rolle i Agillic udspringer rent faktisk af New Deal Group.

“Vi har foretaget vores første større investering og overtaget 45 pct. af Agillic. Men New Deal Group er ikke blot en investor. Vores grundidé handler om at sætte vores kompetencer i spil i forhold til udvikling af ventureprægede selskaber, og derfor ønsker vi at være aktive i forhold til udviklingen af selskabet,” siger Johnny Henriksen og fortsætter:

“Jeg er selv til stede hver dag i firmaet, mens Morten Sune altså er trådt ind i en mere formel rolle som chief marketing officer.”

Drivkraften i investeringen er en stærk tro på datas betydning i den fremtidige markedsføring.

Agillic er et firma, som under adm. direktør Carsten Hyldahl og med venture-fonde i ejerkredsen har investeret et betydeligt millionbeløb på udviklingen af et system til at håndtere marketing automation på tværs af kanaler.

Det er et meget omfattende system, som i første omgang henvender sig til store organisationer med komplekse behov, og man har flere gode cases. Herhjemme kan bl.a. nævnes Matas.

“Der er tænkt stort i Agillic, og sammen med ejerne har vi haft fokus på at gå hele vejen. I henhold til en analyse fra Forrester er Agillic i dag en af tre udbydere i verden, der kan håndtere omfattende og komplekse opgaver – men de to andre er betydeligt større, og udfordringen er at udvikle nye produkter ud af  systemets mange muligheder, så det kommercielle potentiale også foldes ud,” siger Carsten Hyldahl, mens Johnny Henriksen tilføjer:

“Man kan populært sige, at Agillic har lavet en Audi A8 med hele paletten af ekstraudstyr. Opgaven er at bygge nogle A2’ere og A3’ere, så vi kan tilbyde noget, der er relevant for en bredere kreds af virksomheder. Og her er de første produkter nu klar.”

En anden af udfordringerne handler om at gøre Agillics system forståeligt.

“Vi har – efter tre dage med Carsten – forstået det. Men vi skal søge at kunne gøre det forståeligt på 20 min. – eller endnu bedre – i ganske få velvalgte sætninger,” siger Morten Sune Jonas.

Agillics store system kan håndtere omfattende data i forhold til at identificere hele kundekæden fra prospects over leads til egentlige kunder, opsalg, fastholdelse – eller i sidste ende at vinde dem tilbage. Dataniveauet er således meget omfattende.

“Men en marketingafdeling skal ikke drukne i data. Derfor er visionen, at man kan indrette systemerne, så de pr. automatik selv kan spytte nogle anbefalinger ud, der f.eks. ligger på marketingafdelingens bord mandag morgen,” siger Carsten Hyldahl.

Helt konkret har man fornylig lanceret et spin-off i form af et consumer profiling produkt, som tegner godt.

“Vi har omkring 30 store kunder på vores A8. Consumer profiling produktet har på få måneder solgt til mere end 100 virksomheder,” siger Carsten Hyldahl.

Den store investering i Agillics udvikling af systemet kan ses i de meget omfattende underskud, som firmaet har fungeret under. Tiden med underskud er dog ikke helt overstået.

“Men vi nærmer os break-even nu,” siger Carsten Hyldahl.

Da Johnny Henriksen stoppede hos DDB, var det med en ambition om at stifte et firma, hvor han og Morten Sune Jonas skulle sætte deres markedsmæssige kompetencer i spil på firmaer i rummet mellem venture-fonde og business angels.

Planerne er dog blevet justeret noget i det forløbne år.

“Vi havde oprindeligt planer om at involvere os i en række projekter. Men vi har konstateret, at skal det fungere, så kræver det så meget tid for os, at antallet af projekter ikke skal være mere end 2-3 stykker,” siger Johnny Henriksen og tilføjer, at der er to andre projekter på vej.

Ud over han og Morten Sune Jonas er Peter Elbæk med i New Deal Group. Han har rollen som formand og en baggrund inden for investment banking.