Konstellation-partnerne gik hver til sit, da de i efteråret solgte digitalbureauet til Republica.
Thomas Pries fortsatte som kreativ direktør i Republica-Konstellation, Rune Bromer tog i februar til London og startup-virksomheden Tamoco, mens Nicolai Elmqvist, Konstellations tidl. direktør, funderede over, om han skulle kaste sig ud i et nyt tech startup eller tage til udlandet.
Det blev i udlandet, at et nyt startup begyndte. For i oktober, på en mexicansk restaurant i Brooklyn, mødte Nicolai Elmqvist en anden dansker, Flemming Viktor Andersen, der har stiftet loyalitetsplatformen og spil-/app-producenten pointvoucher.com.
Nu har Nicolai Elmqvist købt sig ind i virksomheden og er tiltrådt som CMO og partner.
”Vi har efterfølgende haft en dialog med teamet, hvor vi stille og roligt har talt os varme på hinanden. Jeg ser rigtig store perspektiver og spændende udfordringer i projektet, hvor vi inden for kort tid også kommer til at etablere os i London og senere USA,” siger Nicolai Elmqvist.
Kundeoplevelser via underholdning
Pointvoucher.com fokuserer – på vegne af brands – på kundeoplevelser via digital underholdning. Selskabet udvikler spil, en brandet version af loyalitetsplatformen og indgår aftaler med eksterne voucherpartnere, mens brandet markedsfører løsningen og tilfører egne produkter til platformen.
Brugerne kan spille sig til tilbud og gratis ydelser, brandet får høj involvering og kunder i butikken, og Pointvoucher.com får hjælp til at markedsføre løsningen og nye brugere på platformen.
Sidste sommer lancerede Pointvoucher.com spillet Big One sammen med Blackpool Pleasure Beach i England. Her spillede brugerne i snit over fire timer, og 40 pct. udløste en voucher i parken.
”Nu tager vi konceptet til Danmark og lancerer tre nye spil i andet halvår af 2016 i takt med, at vi skal have skaleret forretningen. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med et hold af ambitiøse folk, og jeg skal bl.a. hjælpe med at skabe et stærkt internationalt brand, opbygge organisationen og lave nye partnerskaber,” siger Nicolai Elmqvist.
Hans første opgave har været at udvikle en ny identitet, hvilket er sket i samarbejde med Spring/Summer, og en kommunikationsplatform, som selskabet snart begynder at aktivere.