Eks Mensch-partner går til stort konsulent-firma

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Brancheglidning: Lars Hancke forlod Mensch i foråret. Nu har han fundet sit nye virke – han skal starte en kommunikationsafdeling op i konsulent-hus.

Implement Consulting Group og Lars Hancke kender hinanden godt fra Mensch, hvor han indtil foråret var partner og hvor firmaet er kunde.

Nu rykker de så endnu tættere på hinanden. Implement har nemlig ansat Lars Hancke til at starte en helt ny afdeling op med fokus på kommunikation.

“Det her er et eksempel på den brancheglidning, der foregår. Det sker mellem de forskellige bureautyper, men man ser også de store konsulenthuse udvide over mod reklamebranchen. Det så man for 2 år siden, da Quartz & Co ansatte Rasmus Sørensen fra Partners, og nu har Implement så efter flere års overvejelser valgt at starte en ny afdeling op,” siger Lars Hancke og fortsætter:

“Afdelingen skal arbejde med intern kommunikation og forandrings-kommunikation. Men vi kommer ikke til at konkurrere om eksterne kampagner. Det primære fokus vil være på at folde de strategiske projekter ud, som konsulenterne i Implement står for, og det er et vækstmarked, så forventningen er, at vi hurtigt vil få en pæn størrelse. Implement vil det her og har afsat ressourcerne til at gennemføre det.”

Lars Hancke fremhæver endvidere, at den nye afdeling også handler om at hjælpe firmaets kunder med at få mere ud af deres marketingbudgetter ved at få strategi og kreativ eksekvering til at fungere optimalt sammen.

Hos Implement glæder managing partner Niels Ahregot sig over at have knyttet Lars Hancke til selskabet:

“Vi har i længere tid søgt kandidater til at bringe en meget efterspurgt kompetence ind i vores hus. Med en kandidat som Lars Hancke, er vi overbevist om, at vi vil lykkes”, siger Niels Ahrengot og tilføjer, at han forventer at enheden hurtigt vil vokse pga. kundernes efterspørgsel.

Lars Hancke ser ikke skiftet til konsulent-verdenen som meget stort.

“Jeg skal arbejde med projekter, som vi lavede mange af på Mensch, så jeg kommer til at arbejde med det, jeg har arbejdet med i 18 år. Det sker bare i en ny sammenhæng, hvor vi kommer tættere på virksomhederne end man ofte oplever i reklamebranchen. Det bliver udfordrende – men også enormt spændende, og jeg glæder mig meget,” siger Lars Hancke.