Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Nye kunder og projekter har givet gode resultater hos Pryhl. I Randers var der ikke vækst - men dog solide nøgletal hos Bureau Frydensberg.

Procenttallet er eksorbitant. Bundlinjen hos det lille fynske bureau, Pryhl, steg med 13.228,6 pct. Men det er selvfølgelig noget nemmere at opnå en så stor procentuel fremgang, når udgangspunktet var et overskud på blot 7000 kr.

Det ændrer dog ikke på, at Pryhl kan glæde sig over en flot fremgang på alle nøgletal. Bruttoavancen er steget med godt 2 mio. kr. og af disse 2 mio. er de ca. 900.000 kr. endt på bundlinjen.

Fremgangen bygger på en række nye kunder og projekter – bl.a. i København, hvor bureauet er repræsenteret. Her har man fået Toni&Guy på kundelisten. Brandet aktiveres bl.a. i Matas, hvor der samtidigt skabes fokus omkring deres sponsorat af Copenhagen Fashion Week.

Herudover har Pryhl også lavet nyt kommunikationsunivers for Mekonomen, har fået emballageudviklingen for Løgismose, kommunikationskoncepter for God Morgen Juice’s nye NFC varianter (not from concentrate) og Green Juicing.

Endelig er bureauet også stolte over at have lavet et nyt kommunikationskoncept og katalogdesign for Intersport, hvor man også skal stå for produktionen af Intersports kataloger.

Et andet sted i landet – i Randers – finder man Bureau Frydensberg. Dette bureau kan ikke prale med den samme positive udvikling, idet bruttoavancen er faldet lidt. Indtjeningsevnen er dog usvækket. Bureauet har opnået en lille fremgang på bundlinjen og kan således fremvise solide nøgletal.

Nøgletal for Pryhl

  • Bruttoavance 5,865 mio. kr. +55,8 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,137 mio. kr. +55,8 pct.
  • Lønandel 57,9 (65,9)
  • Resultat af primær drift +0,933 mio. kr. +13.228,6 pct.

Nøgletal for Bureau Frydensberg

  • Bruttoavance 10,9 mio. kr. -6,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 990.909 kr. +2,5 pct.
  • Lønandel 57,2 (60,1)
  • Resultat af primær drift +2,462 mio. kr. +8,7 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club