Af Peter Engholm 25@mail.dk

38 selskaber har fået licens til at drive spil fra nytår. 13 selskaber blev i første omgang sorteret fra, da Spillemyndigheden granskede ansøgningerne.

Ekstra Bladet vil engagere sig i det nye liberaliserede spillermarked. Det fremgår af den liste over licenser, som skattemyndighederne sent i går lagde frem. Avisen vil ikke involvere sig i væddemål, men satse på casino i regi af et nyt selskab under navnet Ekstra Bladet Spil A/S.

Selskabet blev stiftet d. 12. oktober i år med indbetaling af 5 mio. kr. – fem dage før fristen for at søge licens udløb.

Formand er bladdirektør Jan Damgaard, og direktion er Thomas Rydberg, der er marketingdirektør hos Ekstra Bladet.

“Vi har ikke råbt højt om det, men dog indikeret, at det var interessant for os. Bingo og casino er en forholdsvis stor forretning for engelske tabloid-aviser, så den case har vi fulgt og fået indsigt i. Generelt passer Ekstra Bladets læsere godt til spil – det har vi kunnet se med vores spilleplader, bingo, quiz og skrabeplader. Samtidig har vi med ekstrabladet.dk godt fat i onlinebrugerne,” siger Thomas Rydberg, der tilføjer, at man udover casino også har tilladelse til at drive pokerspil, hvilket man dog ikke vil benytte sig af. 

Konstellationen medie/spiludbyder er oplagt, fordi man som spillefirma har adgang til en markedsføringskanal. Det har også været konceptet for en af de ældste spiludbydere på det danske marked, Bet24, der har Viasat som ejer. Desuden finder man også Bonnier på listen over nye udbydere.

Branchefolk blev i efteråret overraskede over den store interesse for tilladelse til at drive online-casino og/eller væddemål pr. 1. januar 2012, når Danmark åbner for det nye spillemarked.

Den brede forventning var, at 25 selskaber ville søge, men de første meldinger fra Skat talte om 43 selsakber … og nu viser det sig endda at være større.

“44 selskaber søgte en stor licens, og 7 selskaber søgte en mindre licens. 51 ansøgninger i alt, og vi har stillet 13 ansøgninger om stor licens i bero indtil videre. Således har vi udstedt 31 licenser til at drive væddemål, onlinecasino eller begge dele, samt 7 indtægtsbegrænsede tilladelser, der typisk dækker over ad hoc-aktiviteter eller meget små spil. Dén tilladelse sætter et loft for, hvor meget man må tjene,” siger Birgitte Sand, der er direktør for Spillemyndigheden.

Med 38 licens-selskaber på det danske spil-marked er markedet klar til at booste for medier og annoncører, således som OMD’s adm. direktør, Thomas Bertelsen, tidligere har udtrykt forventning til. Han kalder det forestående marked for et regulær “gold rush”, fordi et egentligt udskilningsløb kan begynde.

Spillemyndighedens liste over godkendte spiludbydere i Danmark

  1. 888 Denmark Limited (bl.a.. 888bet.dk)
  2. Apollo Entertainment Limited (bl.a. casinoaction.dk)
  3. Betfair International Limited (7 betfair-domæner)
  4. Betsson Malta Limited (bl.a. betsson.dk og betsafe.dk)
  5. Bonnier Gaming Malta Limited (yaybet.dk og yaycasino.dk)
  6. Cashpoint Limited (bl.a. cashpoint.com)
  7. Cryptologic Operations Limited (12 domæner, bl.a. interpoker.dk)
  8. Danbook Limited (danbook.com)
  9. Danske Licens Spil A/S (danskespil.dk, poker.danskespil.dk og casino.danskespil.dk)
  10. Ekstra Bladet Spil A/S (ekstrabladetspil.dk, ekstrabladetcasino.dk og ekstrabladetbingo.dk)
  11. ElectraWorks Limited (bl.a. bwin.dk og partypoker.dk)
  12. Entraction Operations Limited
  13. Gnuf Limited (bl.a. betway.dk og gnuf.dk)
  14. Hillside (Gibraltar) Limited (online casino m. bl.a. bet365.dk)
  15. Hillside (New Media) Limited (væddemål m. bl.a. bet365.dk)
  16. iGame Malta Limited (bl.a. igame.com og 24poker.com)
  17. I-Gaming ApS (bl.a. spillehallen.dk)
  18. Interactive Sports Limited (sportingbet.dk, centrebet.dk, paradisepoker.dk)
  19. Intouch Casino Limited (over 30 mermaid-domæner, bl.a. mermaidbet.dk)
  20. Ladbrokes International Limited (ladbrokes.com)
  21. Megapixel Entertainment Limited (bl.a. roxypalace.dk)
  22. Nordic Betting Limited (bl.a. bet24.com og freyabingo.com)
  23. Nordic Odds Limited (nordicbet.dk)
  24. PKR Technologies Limited (bl.a. pkr.com og pkrpoker.dk)
  25. Red Club Gaming Limited (bl.a. redclubpoker.dk)
  26. Reel Denmark Limited (pokerstars.dk)
  27. Scandic Bookmakers Limited (bl.a. scandicbookmakers.dk, scandicbook.dk)
  28. Skill on Net Limited (bl.a. playmillion.com)
  29. Spilnu.dk A/S (spilnu.dk)
  30. Stanleybet International Limited
  31. Unibet (Denmark) Limited (unibet.dk og mariacasino.dk)

Indtægtsbegrænsede tilladelser

  1. Aller Media A/S
  2. Casidio Limited (fortunepoker.com)
  3. CTRL Mobile ApS
  4. Dot Net Gaming Limited (casino.net og poker.net)
  5. Dumarca Gaming Limited (verajohn.dk)
  6. Swush.com ApS (holdet.dk)
  7. THWeb Games ApS (vindstort.dk)

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club