En af verdens mest vindende kampagner bliver større og bedre

Peter Engholm
25@mail.dk

Kampagnen ”Best Job In The World” gav for tre år siden Queenland i Australien massiv omtale og et væld af awards. Nu kommer så 2’eren – der er seks gange større.

Synes du, der er mange ansøgere til de job, du søger (eller slår op)? Hvis du lagde billet ind på ”Best Job in the World” i 2009, så skulle du bare vippe 34.683 andre af pinden – inkl. 15 i en finale, der varede over flere dage. Det formåede den da 34-årige brite og fundraiser, Ben Southall, at gøre.

Tourism Queensland skabte en af alletiders mest succesfulde turistkampagner, da man slog en stilling op som ”tropisk ø-passer”. Et helt halvt år i Great Barrier Reef, hvor det eksotiske job reelt bestod i at besvare det klassiske spørgsmål ”Hvordan er din dag gået, skat?”.

Succesen kunne ikke blot måles i medie- og forbruger-opmærksomhed, men også i anerkendelse fra branchen – alene ved Cannes Lions blev kampagnen topscorer med ikke færre end tre Grand Prix’er (Cyber, PR og Direct).

Og succesen gør det fristende at spekulere i en gentagelse – og den fristelse er hele Australien, ikke kun Queensland, faldet for:

Nu kommer så 2’eren, The Best Jobs in the World , der ifølge chefen for Tourism Australia, Andrew McEvoy, bliver større og bedre.

Det skal forstås sådan, at den netop igangsatte kampagne/konkurrence denne gang dækker hele landet, flere job og dermed også flere aspekter af Australien – hvilket fremgår af beskrivelsen på BrandRepublic: Lifestyle photographer (Melbourne), chief funster (New South Wales), outback adventurer (Northern Territory), park ranger (Queensland), wildlife caretaker (South Australia) samt taste master (Western Australia).

Den nye kampagne er i øvrigt en del af Tourism Australias internationale fokus på landets særlige arbejdsferie-ordning, der giver unge – afhængigt af landet, de kommer fra – muligheden for at kombinere 12 måneders rejse i Australien med forefaldende arbejde.

Med hver af de seks job i The Best Jobs in the World følger en lønpakke på næsten 600.000 kr. for et halvt års arbejde.

Ansøg via hjemmesiden eller Facebook. Med seks job i 2013 betyder det, at dine jobchancer er forøget, hvis der denne gang er færre end 208.000 ansøgere i alt.