En GPS, nye gadenavne og syngende statister er lig med ny Toyota-kampagne

FiG

Prag blev gjort til en musical city, da Saatchi & Saatchi skabte en anderledes kampagne for Toyota Yaris.

https://www.youtube.com/watch?v=i8SYjEpWS08

Musik og sang er lig med glæde – og de følelser ville Toyota gerne have overført til det at køre i en Toyota Yaris.

Med det udgangspunkt udviklede Saatchi & Saatchi en ny pan-europæisk kampagne for Toyota Yaris Hybrid.

Scenen blev henlagt til Prag, og ideen indebar, at man udskiftede gadenavnene i det indre Prag med populære sangtitler. Næste skridt var at koble sanglisten sammen med en GPS og så hyre en række statister, der gerne ville synge.

Disse statister blev så sendt på en køretur rundt i Prag, hvor den musik, de hørte, til stadighed svarede til det nummer, som havde lagt navn til den gade, de befandt sig i.

“Saatchi & Saatchis udfordring var at bringe de positive følelser omkring at køre en Yaris Hybrid til live. Og hvad er mere naturligt, når du har det godt i en bil, end at synge. Resultatet taler for sig selv. Følelser, glæde – og stærkt smitsomt. Jeg må tilstå, at jeg ikke kan lade være med at synge, når jeg ser den,” siger Stephane Rydlewski, der står for Campaign Development hos Toyota Motor Europe.