En iværksætter skifter spor: Vælger fast job

Peter Engholm
25@mail.dk

Thomas Weikop går fra selvstændig til Danmarks største bureau. Her fortæller han om springet og om at fravælge macho-opgaver til fordel for dét, han er god til.

Om en uge tiltræder Thomas Weikop sit første faste job i fire år, siden han stoppede som adm. direktør i Goviral i 2007. Før det var han bl.a. medstifter af Neo Ideo og strategisk direktør i Leo Burnett. Og efter Goviral har han bl.a. bygget et engelsk tele-selskab med Ikea.

Hvad angår jobindholdet er det nye job på Creuna som innovationsdirektør næppe et stort spring for Thomas Weikop. Men springet er en hel del større i forhold til at gå fra at være i baggrunden som bestyrelsesmeddlem til at være en del af Danmarks største digitalbureau med 125 ansatte og en bruttoavance på næsten 220 mio. kr.

“Jeg har savnet at arbejde sammen med andre – med en masse mennesker. Og have dygtige mennesker omkring mig. Det har jeg også haft tidligere, men i Creuna er der specialister på ethvert felt og tilstrækkeligt mange af dem. Tidligere har jeg været buffer; hvis der ikke lige var én til at udføre opgaven, så tog jeg den, indtil der var ansat nye folk. Med så mange dygtige mennesker omkring mig kan jeg koncentrere mig om at skabe forretning for kunderne og udbygge Creuna,” siger Thomas Weikop.

Du har et vist iværksætter-gen, men det er dog et par dage siden, at man ku’ kalde Creuna for en iværksætter-virksomhed …

“De første 2-3 år i næsten enhver virksomhed er præget af for få mennesker, få penge og for små budgetter. Det har Creuna lagt bag sig, og det pirker mit innovator-gen, at jeg her kan skabe forretning hos mange forskellige virksomheder. Alle kan lave en app eller et website, men i dag hænger salg, marketing, costumer care og kunde-interaktion sammen, og det kræver en organisation af en vis størrelse at lave løsninger, der for alvor er integrerede. Det håber jeg at få lov til at arbejde med i Creuna.  For jeg elsker processer, at sætte ting i kasser … og nå i mål med mine mål,” siger Thomas Weikop.

Det er 10 års tid siden, at du var i en virksomhed, som du ikke administrerede eller stiftede – hvad er der sket siden?

“Jeg er blevet lidt ældre. Og har været igennem en proces og en ny erkendelse. Jeg har brugt mange år på at udfordre mig selv ved at tage svære opgaver – turnaround-processer i virksomheder og lignende macho. Men jeg er i bund og grund en kreativ person, og jeg har lært at fokusere i højere grad på dét, jeg er god til – og som jeg synes er sjovt,” siger Thomas Weikop.

Og hvad er så dét …?

“Det er at bygge forretning og lede mennesker – i form af at være frontløber. Jeg planter spyddet langt væk og på den måde drive virksomheder, hvad enten det er kunden eller bureauet. Det bliver processerne, der skal drive værket, for jeg får som innovationsdirektør ikke direkte kunde- eller medarbejderansvar. Stillingen er skræddersyet til mig, og det er jeg taknemmelig for,” siger Thomas Weikop.