Hvordan øger man fanskaren? Skaber en fræk film inkl. klubmerchandise og distribuerer den til byens sædbanker. Babyerne skulle således være prædestinerede til at holde med den klub, som donor-faderen så helhjertet tænkte på i afleveringsøjeblikket – for nu at blive i fodboldtermerne.
Den lille Madrid-klub Getafe – som Michael Laudrup tidligere var træner for – spiller i den bedste spanske række, La Liga, men så er alt det gode også sagt, for klubben frister en træls tilværelse nær bunden, og fanskaren skrumper.
Hvordan avler man flere fans? På ovennævnte, og mildt sagt finurlige, måde.
Her er filmen, som bureauet El Ruso de Rocky i Madrid har skabt. Og klubbens marketingdirektør, José Antonio Cuétara, bekræfter overfor The Guardian, at den er god nok – og kalder sperm-filmen “kontroversiel, men meget god”.
Den kreative chef på – nå-ja: – fremstødet, Ángel Torres, er optimistisk omkring effekten:
“Hvis kampagnen bliver en succes, så bliver vi nødt til at bygge et større stadion.”