En ny uge – et nyt opkøb

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

adQuota overtager for anden gang på to uger en virksomhed og kalder sig nu for Nordens største mobile annoncenetværk.

I sidste uge annoncerede adQuota, at de overtog virksomheden Mobnet.

I denne uge melder de så ud, at de overtager Adiento, der skulle være det førende mobile annoncenetværk i Sverige og Norge.

Det er det tredje opkøb i år, da adQuota i juni overtog reklamebureauet Balleby & Grumsens afdeling for mobilannoncering.

Med de tre opkøb mener adQuota at have skabt det største annoncenetværk for mobilannoncering i Norden og de tre baltiske lande.

Vi er særdeles glade for købet af Adiento, der giver os en stærk position også i Sverige og Norge. Samtidig introducerer vi nye annonceformater, nye muligheder og forbedrede teknologiske værktøjer til medier og annoncører i Norden, og vi er dermed være med til at drive en yderligere professionalisering af branchen for mobilannoncering. I takt med at interessen for annoncering på mobiltelefoner og tablets øges, så øges også de tekniske krav og adQuota ønsker at være med til at drive udviklingen og være på forkant med teknologien”, siger CEO Michael Buch Sandager i en pressemeddelelse.

adQuota har købt Adiento fra firmaet Mobiento, der udvikler mobil kommunikationstrategi og mobil-kampagner for virksomheder i Norden og Nordamerika.

Adiento og adQuota har tilsammen 28 medarbejdere og i adQuotas annoncenetværk finder man blandt andet Berlingske, Børsen, SBS Media og Microsoft.