En usædvanlig award kommer til Danmark – og er på udkig efter kreative kvinder

Peter Engholm,
journalist

I Gerety Awards vurderer en jury af kreative profiler de indsendte kampagner og håndværk. Her er det særlige, at juryen udelukkende består af kvinder. Og dem skal awarden bruge 10-15 af i Danmark.

Den tre år gamle Gerety Awards kommer til Danmark, og her skal der sammensættes en jury under ledelse af kreativ direktør i Uncle Grey, Clara Prior-Knock.

Gerety Awards ser umiddelbart velkendt ud: Kampagnerne, nationale såvel som internationale, er indsendt af reklamebureauer, annoncører eller produktionsselskaber, og de bedømmes af juryer bestående af kreative profiler. Grand Prix-vinderen fra sidste år var Burger Kings ‘Moldy Whopper’.

Det er kønnet på jurymedlemmerne, der adskiller Gerety Awards fra branchens øvrige prisuddelinger, idet de indsendte arbejder udelukkende bedømmes af kvinder.

”På verdensplan står kvinder for op mod 80 pct. af alle købsbeslutninger, og på den måde sætter vores juryer en ny standard for kreativ kommunikation, der matcher realiteterne på markedet,” skriver The Gerety Awards på sit site og understreger, at juryerne vælger det bedste inden for reklame – al reklame, og ikke kun reklame målrettet kvinder.

Over for Bureaubiz uddyber medstifter af prisen, Lucia Ongay:

”Der er en mangel på kvinder i de kreative afdelinger, og juryerne i prisuddelinger består typisk af mænd. I Gerety Awards mødes erfarne og fagligt stærke kreative og diskuterer arbejder, ikke køn. De er jurymedlemmer – ikke fordi de er kvinder, men fordi de er gode.”

I dette års Cannes Lions rundede andelen af kvindelige jurymedlemmer for første gang nogensinde 50 pct., og 57 pct. af jurylederne var kvinder.

”Tingene er ved at ændre sig, men set over en bred kam er der lang vej endnu. Og derfor er der behov for en award som vores,” siger Lucia Ongay.

10-15 danske kreative profiler
Awarden er opkaldt efter tekstforfatteren Frances Gerety, der leverede sloganet ‘A diamond is forever’. Det er også forklaringen på, hvorfor prisen ikke er inddelt i kategorier, men cuts.

Også juryarbejdet er slebet anderledes: 10 executive juries fordelt på 10 byer over hele kloden samles hver især for at identificere shortlisten.

Hver jury består af 10-15 kreative profiler under ledelse af en ambassadør. Den danske ambassadør, Clara Prior-Knock, siger:

”Jeg har aldrig før siddet i en jury, hvor der udelukkende er kvinder. Til gengæld har jeg siddet i juryer, hvor jeg har været den eneste kvinde. Der bliver ikke nødvendigvis stemt anderledes i Gerety Awards, men jeg tror, at jurysammensætningen vil gøre en stor forskel i diskussionerne om arbejdet – og perspektivet vil være et andet. Og så bliver det spændende at se, hvad det kommer til at gøre for bedømmelserne.”

Det bliver Clara Prior-Knocks opgave at udpege danske 10-15 jurymedlemmer, og herefter suppleres og justeres listen eventuelt af Gerety Awards’ ledelse.

”Jeg vil kigge i forskellige netværk, bl.a. Ministeriet for Kreative Reklamekvinder, og hente inspiration i mit arbejde med Creative Circle. Der er mange dygtige kvinder, og jeg vil se på tværs af både alder og titler,” siger Clara Prior-Knock.

Hun forventer, at den danske jury er på plads omkring årsskiftet. Den mødes i slutningen af foråret, og shortlisten fra de 10 executive juries offentliggøres ugen før Cannes Lions.

Efter sommeren mødes en Grand Jury for at vælge vinderne.

Der åbnes for indsendelser til næste Gerety Awards i januar.