Hvem sku’ ha’ troet det: En vaskemaskine slår Nikes superstjerner

Peter Engholm
25@mail.dk

Nike ruller Ronaldo, Tiger, Kobe og Rory McIlroy på banen i tre film, men en vaskemaskine-reklame slog dem alle som den mest delte.

Wieden + Kennedy har travlt, idet bureauet står bag tre aktuelle Nike-film med stjerner fra hhv. fodbold, golf og basketball.

Brugerne har næsten lige så travlt, for de deler filmene i en grad, at det placerer Ronaldo, Tiger Woods & Rory McIlroy samt Kobe Bryant på hhv. 2, 3 og 5 pladsen over sidste uges mest delte viralfilm – med næsten 200.000 delinger tilsammen.

Men man behøver ikke kändisser for at få videredistribueret sin reklamefilm. Det demonstrerer Samsung i en vaskemaskinereklame produceret af Viral Factory.

Filmen er en ”amatør”-film af en bjørn, der overrasker en fotooptagelse. Den smider sin pels i vaskemaskinen og ifører sig – efter en fjollet ventetid – den nu hvide pels og forvandler sig til en isbjørn.

Filmen er på to uger blevet vist 4,4 mio. gange på YouTube alene og blev sidste uge delt 147.146 gange.

Og hvem maser sig i øvrigt ind mellem Nike-filmene i toppen? Det gør Microsoft såmænd – med fortællingen om, hvordan livet var i 90erne. Fyldt med nostalgiske eksempler slutter filmen om Generation Y af med at sige: “You grew up. So did we” – og således er Internet Explorer, omsider, blevet voksen. På fem dage er filmen blevet vist over 7 mio. gange på YouTube.

Se Top5 over sidste uges mest delte viraler her:

https://www.youtube.com/watch?v=shx0iu-TC6w