Endnu en BBDO-leder til McCann

Peter Engholm
25@mail.dk

Production director Flemming Thomsen skifter efter 20 år hos BBDO til McCann Copenhagen, hvor han bliver vice adm. direktør. McCanns ledelse består nu af fire eks-BBDOere.

Hvad der ligner en tanke, viser sig at være en mission. Og missionen er nu fuldført:

Da Morten Ingemann tiltrådte som adm. direktør for McCann Copenhagen, var hans mål at samle et navngivent firkløver fra BBDO til udgøre den daglige ledelse.

Med Flemming Thomsens skifte er fjerde og sidste mand på plads i toppen af McCann Copenhagen.

“Egon Olsen havde en plan – men det var ikke altid, at den lykkedes. De fire personer fra BBDO var mit ønske og min plan fra starten, velvidende at det ikke er altid, at tingene flasker sig – det har de imidlertid gjort her, og det er jeg glad for,” siger Morten Ingemann.

Han skiftede selv den 1. maj fra BBDO, hvor han havde været kontaktdirektør, og fik følgeskab af Mads Orht, der var kreativ direktør – en titel, han fastholder hos McCann. Siden fulgte Carsten Michelsen, der ligeledes bliver kreativ direktør – og nu altså BBDOs nuværende production director Flemming Thomsen, der tiltræder som vice adm. direktør den 1. august.

“Flemming har igennem sin tid på BBDO været med til at sætte bureauets dagsorden. Han har en sublim evne til at manøvrere sikkert i en verden, der både servicerer danske og internationale kunder. Hos McCann bliver han en af nøglespillerne på holdet, og det er en kæmpe gevinst at få Flemming med ombord”, siger Morten Ingemann.

Med den daglige ledelse på plads kan McCann Copenhagen ifølge Morten Ingemann koncentrere sig om to ting:

“Vækst på eksisterende kunder og udvidelse af forretningen. Skilsmissen mellem McCann og Propaganda drænede for en stund kapaciteten og kundeplejen, men nu kan vi atter sætte alle ressourcer ind over de eksisterende kunder. Og hvad angår udvidelse af forretningen, så er ambitionen at blive det stærkest internationale bureau i Danmark. En realistisk ambition med tanke på, hvor stærkt et netværk McCann er – både worldwide og i vores region, hvor bureauet ligger i toppen i Norge og Sverige,” siger Morten Ingemann.

Hos BBDO bakker adm. direktør, Niels Folmann, Flemming Thomsens beslutning op:

“Han har været på bureauet i 21 år, og jeg anerkender 100 pct. hans argument om, at hvis han skal prøve noget andet, så er det ved at være på tide at gøre det nu. Samtidig giver det mig en enestående mulighed for at omstrukturere bureauets produktion. Derfor har jeg indledt en søgeproces for en finde den person, der favner samtlige produktionsdiscipliner 360 grader – det gælder den digitale platform, den analoge samt den tv og viral, som fortsat produceres inhouse,” siger Niels Folmann.