Endnu en kreativ direktør til New York. På prøvetid

Peter Engholm
25@mail.dk

In2medias kreative direktør har sagt farvel til bureauet til fordel for en lignende stilling i New York. Hans afløser er udpeget.

I går kom det frem, at den kreative direktør fra Uncle og senest Grey Düsseldorf, Per Pedersen, skal til Grey New York. Og i dag følger endnu én af slagsen så efter.

Pelle Martin siger farvel til In2media efter næsten 10 år på bureauet, hvor han det seneste halvandet år har været kreativ direktør. Samme titel får han på B-Reel, et produktions- og webbureau i New York.

“Danske webbureauer er vant til at “eje” kunden. Det er ikke så tit tilfældet i USA, hvor man typisk er en mindre del af kampagnen – til gengæld er det kæmpekampagner. Og jeg tager afsted for at prøve at arbejde med de helt store kunder. Dem kan B-Reel tiltrække, og på den måde bliver jeg udfordret på andre måder, end jeg ville blive herhjemme,” siger Pelle Martin.

B-Reel er et svensk grundlagt bureau med kontorer i Stockholm, London og New York. Samlet set har bureauet 50-60 medarbejdere, heraf 20 i New York.

Bureauet har skabt prisvindende sites for bl.a. Perrier og Hotel626, og står også bag det interaktive projekt The Wilderness Downtown for Google Chrome.

“Jeg prøver udlandet, fordi jeg har haft svært ved at identificere et andet bureau herhjemme end In2media, der matcher mine krav til kreative og designorienterede løsninger. Min kone og jeg tager hvert forår til New York, og da vi var der sidst, var jeg til nogle samtaler. B-Reel gik med til, at jeg giver mig selv tre måneders prøvetid på bureauet – og i New York,” siger Pelle Martin.

Prøvetiden skal imidlertid ikke ses som at køre med håndbremsen trukket – B-Reel og Pelle Martin har fundet sammen, og det er mest af alt et spørgsmål om, hvor samarbejdet skal være.

“Enten bliver jeg i New York – og så flytter min kone over til mig – eller også fortsætter jeg med B-Reel i København,” siger Pelle Martin, der beskriver årene med In2media som “en fantastisk rejse med nogle vidunderlige mennesker”.

In2media har fundet afløseren for Pelle Martin i Martin Chapman, der kommer fra en stilling som kreativ direktør i Wemind. Før det har Chapman bl.a. været kreativ direktør og partner i Molamil og head of design i Wunderman.