Endnu en nedjustering fra Guava

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet har fyret yderligere, så der nu er 132 ansatte. Franske Netbooster har købt op i selskabet og ejer nu 15 pct.

I januar nedjusterede Guava forventningerne til indeværende regnskabsår til en omsætning på 240-260 mio. kr. og et resultat på +1 til -9 mio. kr. før afskrivninger.

Nu har bureauet igen nedjusteret. Denne gang til en omsætning på 220 mio. kr. og et underskud på -20 mio. kr. Hertil kommer, at man fortsat forventer at afskrive min. 28,7 mio. kr. på kundekontrakter og anlægs-aktiver.

Årsagerne til nedjusteringen angives at være organisatoriske tilpasninger begrundet i ændrede markedsforhold. Bl.a. viser det sig, at bureauet har fortsat med at reducere medarbejderantallet, hvilket således har stået på siden efteråret.

I januar meddelte man at have reduceret med ca. 40 medarbejdere til omkring 153. I den nye meddelelse opgives medarbejdertallet at være 132.

Der er tale om besparelser på et tocifret millionbeløb, der først vil vise sig i næste regnskabsår. Børsmeddelelsen angiver ikke en årsag til den faldende omsætning.

Samtidig udsendte Guava i forgårs en børsmeddelelse, der fortæller, at franske Netbooster har købt op i bureauet, og nu ejer 15 pct. af aktierne. Oprindeligt indgik man en aftale med Netbooster, der fik ca. 10 pct. eller ca. 14 mio. nye aktier for knap 8 mio. kr.

Der har i perioder i år været større handel end normalt, og kursen er steget fra lavpunktet 19 øre pr. aktie til omkring 50 øre i dag. I går blev der omsat 1,7 mio. aktier, hvilket er det største på en enkelt dag i meget lang tid.

Iøvrigt er Guava også blevet involveret i en sag omkring beskyldninger mod Capinordic om at bruge stråmænd i forbindelse med børsnotering af selskaber. Guava er af børsmyndighederne blevet bedt om en redegørelse.

Fornylig kom det også frem, at Guavas’s adm. dir. Brian Mertz Pedersen er blevet sigtet for kursmanipulation.