Da Par No. 1 for et år siden aflagde regnskab blev overskriften “En ordentlig skævert” på basis af et underskud på 8 mio. kr. Den samme overskrift kan sættes på det nye regnskab, der ligeledes indeholder et underskud på 8 mio. kr.
Med lidt god vilje kan man dog kalde det for en forbedring, fordi 2008 var for 8 måneder på grund af omlægning af regnskabsåret, mens tabet i 2009 har man været 12 måneder om.
Reelt er det dog ikke sådan, året er forløbet. Bureauet fortæller i årsberetningen, at det gik rigtig dårligt i 1. halvår, hvor stort set hele underskuddet blev opbygget. D.v.s. at bureauet har tabt 16 mio. kr. på blot 14 måneder.
Til gengæld ser man fortrøstningsfuldt på fremtiden, fordi der har været balance i økonomien i 2. halvår.
Samtidig kan man konstatere, at de svære økonomiske tider ikke har bremset bureauets stærke ekspansions-iver. I 2010 har man overtaget Scanad og i slutningen af 2009 det A-Presse-ejede Uberkant. Samtidig er A-Pressen blevet medaktionær og sammen med øvrige indskud har man fået genopbygget egenkapitalen, så den ved begyndelsen af 2010 var på over 10 mio. kr.
Adm. dir. Jørgen Hansen konstaterer med et jysk udtryk, at tallene er trælse.
“Men de afspejler vel bare, hvordan samfundet er lige nu,” siger han og fortsætter:
“Vi kunne ganske enkelt ikke komme af med omkostningerne lige så hurtigt, som det var nødvendigt. I bagklogskabens lys skulle vi have taget det i et hug, I stedet gjorde vi det i flere omgange.”
Problemet for Par No. 1 har været, at man ikke bare oplevede faldende omsætning – virksomheden var også tunet ind på vækst, “og det er svært at træde på speederen og trække håndbremsen samtidig, når det er glat”, som Jørgen Hansen udtrykker det.
Til gengæld er han optimistisk i øjeblikket. Ikke bare på grund af udviklingen i 2. halvår.
“Der er mere gang i den, end der har været længe, og vi holder vores budgetter hele vejen igennem,” siger Jørgen Hansen.
Nøgletal for Par No. 1
(Sammenligningstallene er seneste officielle 12 måneders regnskab for året 2007/08)
- Bruttoavance 62 mio. kr. -8,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 553.571 kr. -22,7 pct.
- Lønandel 85 (66)
- Resultat af primær drift -8,004 mio. kr. (+4,471 mio. kr. i 2007/08)
Bruttoavance er estimeret af Bureaubiz
Nøgletal for Par No. 1, 8 mdr. i 2008
- Bruttoavance 45,4 mio. kr.
- Lønandel 92
- Resultat af primær drift -8,138 mio. kr.
- Resultat før skat -9,128 mio. kr.
Bruttoavance er estimeret af Bureaubiz