EnergiMidt vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Energi- og bredbåndsselskabet udvider bureau-paletten til også at omfatte et digitalbureau. Opgaven bliver i første omgang et dialogprojekt.

EnergiMidt vil i tættere dialog med kunderne for at øge både salg og kundeloyalitet. Det sker i samarbejde med et digitalbureau, der allerede kan tælle et andet større energiselskab blandt sine kunder.

EnergiMidt leverer el og bredbånd til 176.000 kunder i det midtjyske og søsætter snart dialogprojektet, som Webdanmark er blevet udvalgt til.

”At styrke vores indsats inden for e-mail marketing er et af kerneprojekterne i vores marketingstrategi. Og vi tror på, at automatiseret og personaliseret dialog skaber værdi for både EnergiMidt og vores kunder,” siger Mille Just Haaning, der er kommunikations- og marketingchef hos EnergiMidt.

Til det konceptuelle og strategiske har EnergiMidt i forvejen Nørgård Mikkelsen som reklamebureau. Valget af Webdanmark, der i forvejen har SE (tidl. Syd Energi) på kundelisten, fandt sted efter en dialogrunde med i alt tre bureauer.

Projektet går ud på at udvikle og implementere et dialogprogram, der matcher den enkelte kundens livscyklus, ligesom dialogplatformen skal integreres med EnergiMidts CRM-system.

”Vi træder ind på et nyt område, og det gjorde den forretningsmæssige sparring ekstra vigtig. Den følte vi, at vi bedst fik hos Webdanmark, der samtidig kan stå for det tekniske set up,” siger Mille Just Haaning.