Enmandsbureau overtager kampagne om overenskomster fra Advice

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Det nyopstartede bureau Tailor Agency har efter en budrunde overtaget Fagbevægelsens Hovedorganisations kampagne om overenskomster fra Advice.

Efter en årrække med Advice skifter Fagbevægelsens Hovedorganisation bureau på OK-indsatsen. Det oplyses i en pressemeddelelse, hvor det tilføjes, at OK-kampagnen “siden 2012 har været fagbevægelsens fælles oplysnings- og brandingindsats, der synliggør værdierne ved overenskomster, fag og fagforeninger over for målgruppen af de 20-40 årige.”

Valget af nyt bureau er faldet på Tailor Agency, der i december blev stiftet af Helge Toksvig Bjerre, der er tidligere særlig rådgiver for boligminister Kaare Dybvad. Her forlød det, at bureauet ville vælge kunder ud fra en slags pragmatisk idealisme, og at netop kunder som fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer havde en høj stjerne.

Bureauændringen begrundes af konsulent i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Mikkel Mørch, bl.a. med, at det “nogle gange er tid til at prøve noget nyt,” og at man tror på, at Tailor Agency er den rigtige samarbejdspartner, der kan bringe FH “endnu tættere på medlemmerne og vise, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en OK-mærket fagforening.” 

Uforløst potentiale for fagforeninger
Helge Toksvig Bjerre driver for nuværende Tailor Agency alene, men oplyser til Bureaubiz, at han forventer at ansætte de første medarbejdere inden udgangen af januar.

I pressemeddelelsen siger han, at målinger viser, at “OK-indsatsen og OK-mærket er rigtig godt etableret hos målgruppen,” og at han “tror på, at der er et uforløst potentiale i fortællingen om fagforeninger, som vi skal udnytte. Ikke mindst i en tid, hvor coronaen har vist mange danskere værdien af en overenskomstbærende fagforening.” Han fortsætter: 

“Samtidig glæder vi os til at prøve kræfter med at få kampagnen ud at leve hos de enkelte medlemmer og tillidsrepræsentanter. Det skal altid være ambitionen at komme videre fra et like på Facebook til at gøre en reel forandring hos målgruppen.”

OK-indsatsen har kørt siden 2012. Den startede som et samarbejde mellem FTF og LO, men er nu blot under FH, efter de to organisationer fusionerede. 64 medlemsorganisationer står samlet bag det fælles OK-mærke, der skal fungere som kvalitetsstempel for fagforeninger med overenskomst. Advice har haft kampagnen siden starten.

Inden Helge Toksvig Bjerre stoppede som særlig rådgiver, drev han bureauet Kampagnekontoret. Han har tidligere været ansat som kampagnechef hos Geelmuyden Kiese og arbejdet som konsulent i 3Fs formandssekretariat.

Tailor Agencys aftale med Fagbevægelsens Hovedorganisation løber foreløbigt frem til ultimo 2022.