Af Pia Osbæck pia@bureaubiz.dk
Mona Juul, adm.dir. for Envision

First Chair Group køber Envision og executive searchvirksomheden Unique Consult for at skabe en koncern inden for kommunikations- og konsulentbranchen.

Reklamebureauet Envision i Aarhus – der målt på estimeret bruttoavance er det tredjestørste bureau i Danmark – er netop blevet opkøbt.

Det er First Chair, der er køberen og rådgivningsvirksomheden har også netop opkøbt executive search-virksomheden Unique Consult, der har kontorer i København, Aarhus og Aalborg.

Hensigten med opkøbene er ifølge en pressemeddelelse, at de tre virksomheder skal ’drage nytte af hinandens kompetencer i arbejdet for kunderne og udvikle nye, innovative løsninger og services’.

”Fælles for de tre virksomheder er, at vi alle arbejder med at rådgive kunder på direktions- og bestyrelsesniveau inden for komplementære forretningsområder. Ved at gå sammen og udnytte hinandens viden og erfaring vil vi kunne øge vores samlede kompetencer og dermed blive en endnu mere kvalificeret sparringpartner for alle vores kunder. Vi vil også udvikle helt nye services og løsninger og søge at opnå synergieffekter, hvor vi kan,” siger adm. dir. i First Chair Group, Jens F. Kofoed.

De tre virksomheder har tilsammen en omsætning på ca. 150 mio. kr og vil fortsætte som selvstændige virksomheder med den daglige ledelse som medejere.

First Chair bliver majoritetsaktionær med 60% i Envision mens adm. dir. Mona Juul sammen med økonomidirektør Anni Sørensen og kreativ direktør Jesper Herholt vil eje 40% og fortsat vil lede bureauet.

Også Unique Consult vil fortsætte med samme ledelse i form af adm. dir. Jørn Andersen og de to partnere, Morten Andersen og Rikke Dolberg.

”Den daglige drift vil foregå som hidtil, og kunderne vil ikke umiddelbart mærke forandringer. Men på ledelsesniveau internt skal vi til at arbejde tæt sammen på tværs af virksomhederne om at udvikle nye ideer og tiltag, der skal gøre os endnu skarpere og kvalificeret overfor vores kunder. Vi vil også få flere ressourcer til at udvikle fælles løsninger bl.a. indenfor IT, medarbejderudvikling, markedsføring etc.”, siger Mona Juul, der i øvrigt også er formand for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation.

Yderligere tilkøb

First Chair har planer om at opkøbe flere virksomheder inden for komplementære forretningsområder som f.eks. digital kommunikation, pr, ledelsesrådgivning og coaching.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club