Envision har fået Føtex tilbage fra &Co

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Omfattende rebranding af kæden starter i denne week-end. Føtex har ønsket et ensartet kreativt udtryk ud i alle platforme.

Egentlig var Føtex-sangen blot et taktisk mellemspil. Men uanset hvad man kan mene om den, så har det vist sig at være en aktivitet, der har trængt langt mere ud i kommunikations-støjen end forventet.

Sangen har dog ikke potentialet til at være en varig branding-løsning for Føtex, og derfor har der været arbejdet på at udvikle en ny platform. Og den kommer nu.

Det begynder så småt i aften, og så tager det ellers fart i de kommende dage. Føtex kommer dog ikke bare ud med en ny tv-kampagne – det er en omfattende make-over, der går i luften.

“Vi har været meget fokuserede på, at få lavet et ensartet kreativt udtryk på alle vores platforme. Det gælder alt lige fra tv-reklamer til radio, apps, site, tilbudsaviser og poser, og derfor kommer vi med mange nye ting i de kommende dage,” siger marketingchef Nanna Harder, der har overtaget ansvaret efter salgs- og marketingdirektør Niels Sterndorff, som har fået et nyt job uden for Føtex.

Den omfattende rebranding er resultatet af en længere rejse, kæden har været på. En rejse som bl.a. har været forbi Knolø-universet skabt af Aarhuskontoret og et samarbejde med &Co om at udvikle et nyt kreativt univers.

“&Co er et dygtigt bureau, og jeg vil ikke udelukke at vi kan komme til at bruge dem på noget igen. Der er da også et &Co touch på nogle af elementerne i rebrandingen,” siger Nanna Harder og fortsætter:

“Men det er virkelig lykkedes for Envision at finde ind til vores DNA – måske fordi de kender os så godt. Vi er utroligt glade for det, de har skabt til os. Vi har været gennem en lang rejse, og det har været en sej proces – men vi er endt det rigtige sted.”

Hun kan ikke henvise til links, hvor man lige nu kan se eksempler på den nye stil, der får premiere søndag aften, og derefter vil køre på med stort TRP-tryk.

Det er en kampagne, der skal fremhæve det, som Føtex er gode til – samtidig med at det selvfølgelig fortsat er til fornuftige priser – og Nanna Harders beskriver selv, at man har fundet en fornuftig balance mellem ønsket om et kreativt udtryk, der skiller sig ud og behovet for at være konkret i kommunikationen.

Pay-off’en “Føtex gør mere for dig” ændres der ikke på.

“Men vi gør den mere levende og kan bruge den til konkrete initiativer – som f.eks. ‘Føtex gør mere for kødet’ etc.,” siger Nanna Harder.

Men hvad sker der så med sangen?

“Den er vi utroligt glade for, men den er først og fremmest god til at aflevere tilbud. Vi afliver den ikke – skruer blot ned for den – og den vil altid være en del af Føtex’ lydbillede,” siger Nanna Harder.

Ud over Envision har Føtex også haft det digitale bureau, Vertica, i spil. Dette bureau har bl.a. hjulpet med udviklingen af en App.