Envision har fået køkkenkunde

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

I efteråret fik Invita en ny marketingansvarlig. Han valgte at skifte Nørgård Mikkelsen ud med Envision.

Sidste efterår ansatte Invita en erstatning for marketingdirektøren. Det blev Lars Vesbo Christiansen, der fik titel af brand manager.

En af hans første opgaver har været at vælge et nyt bureau og Invita kan nu melde ud, at man for et par måneder siden indgik et samarbejde med Envision.

Opgaven for bureauet bliver at kunne bidrage til brandet på et strategisk og kreativt niveau.

”Det var især vigtigt for os at finde et bureau, der dels kender og forstår de faser, forbrugeren gennemgår i forbindelse med et køkkenkøb, men som i den grad også forstår og kan adressere de udfordringer, vi står overfor i et særdeles generisk marked. Og det kunne Envision,” siger Lars Vesbo Christiansen.

Envision har således de sidste måneder arbejdet med at udvikle en ny kommunikationsplatform og et kreativt univers til Invita, som går i luften senere i år.

Efter at have kørt med forskellige universer inden for en forholdsvis kort periode var det vigtigt at finde en langtidsholdbar løsning, skriver bureauet i en pressemeddelelse. Og derfor var der enighed om at igangsætte en længere proces, hvor der både var tid til et analytisk og strategisk forarbejde og en kreativ koncept- og kampagneudvikling.

”Det var vigtigt for os at kunne fordybe os i opgaven og tage os tid til at undersøge markedet og målgruppen. Vi har været hjemme hos en masse køkkenkøbere og interviewet dem for at forstå, hvad der er på spil i beslutnings- og købsprocessen såvel rationelt som emotionelt. Det har givet os mulighed for at identificere den nøgleindsigt, som er omdrejningspunkt for det kreative koncept”, siger Tomas Olesen, client service director hos Envision.

Udover at forankre kommunikationen i målgruppeindsigter har det været vigtigt at komme under huden på forretningen i den frivillige kæde og de mennesker, der står bag.

”Det er ikke bare vigtigt at fortælle en autentisk historie, som målgruppen kan nikke genkendende til. Det er også vigtigt – ikke mindst med en frivillig kæde – at de kan se sig selv i det fra butiksejer til konsulent, så vi sikrer, at de tager kommunikationen til sig”, siger Tomas Olesen.

Hos Invita fremhæver man netop Envisions metode og proces i samarbejdet.

”Vi har taget udgangspunkt i og arbejdet ud fra de modeller, som Envision benytter, og det har været indsigtsfuldt for alle, som har deltaget i processen, og ikke mindst berigende for det fremtidige Invita-brand. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde, og er virkelig glade for den energi og passion, vi fornemmer hos alle i teamet”, siger Lars Vesbo Christiansen.

Invitas tidligere bureau var Nørgård Mikkelsen.