Envision kvalitetstester ny kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Rationel Vinduer er Danmarks største producent af vinduer, og lancerer nu en kampagne, hvor man har skabt en ny USP, der er tættere på virksomhedens DNA.

Ikea har i en årrække kørt en succesrig kampagne under konceptet “Kvalitetstestet af hverdagen”. Men nu forlader møbelkæden konceptet.

Til gengæld vil en anden virksomhed inden for boligmarkedet tage kvalitetsbegrebet op, men her bliver det dog kvalitetstestet – ikke af hverdagen men i laboratoriet.

Der er tale om Rationel Vinduer, der er Danmarks største vindues-producent, og bag kampagnen befinder sig et bureauskift.

“Vi samarbejdede før med det lille københavnske bureau Squaws – et samarbejde, som vi har været rigtig glade for. Men vi samarbejdede også med det Envision-ejede digitale bureau, Nörd, og da vi havde et ønske om at få større helhed i alle vores markedsførings-aktiviteter, valgte vi at samle dem hos Envision og Nörd,” siger marketingchef Morten B. Valsted og fremhæver desuden Envisions detailhandels-erfaring.

“Vi sælger gennem forhandlere, så deres erfaring inden for detailhandel er et plus,” siger Morten B. Valsted.

Sammen med Envision har man udviklet en helt ny markedsføringsplatform, der fokuserer på de omfattende kvalitetstest, som firmaet altid har gennemført.

“Vi har ikke ændret adfærd, og der er ingen på markedet, der kvalitetstester lige så meget, som vi gør. Hidtil har vi bare ikke brugt det i markedsføringen,” siger Morten B. Valsted og fortsætter:

“Som Danmarks største vindues-producent har vi oplevet, at når vi går til markedet med et eller andet koncept, så varer det ikke længe, før de andre kopierer det, og derved har vi haft svært ved at skille os ud. Nu har vi taget noget, som de andre ikke kan kopiere, og gjort det til vores DNA.”

I første omgang folder kampagnen sig ud på firmaets eget site, samt i print, online, uddannelser af forhandlere og andre aktiviteter.

“Men det er et grundlæggende markedsføringskoncept, vi har fået skabt, og det betyder, at kampagnen kan udvikle sig på forskellig vis,” siger Morten B. Valsted.

I første omgang er der udviklet tre film, hvor vinduerne testes på forskellig vis – som f.eks. mod indbrud (se filmen herunder eller andre her). Men der kommer mange flere, fortæller Morten B. Valsted.

Rationel tester selv, men det sker under forskellige internationale certifikater.

Morten B. Valsted afviser, at firmaet presses på prisen af internet-udbydere.

“Vi er en high-end udbyder, og det ændres der ikke på. Men selvfølgelig er kvalitets-budskabet godt også i forhold til konkurrencen på internettet,” siger Morten B. Valsted og fortsætter:

“Jeg mener dog ikke, at internethandel med vinduer fylder meget i markedet. Det er meget komplekst at købe vinduer. Der er bygningsreglementer, energiforhold og konkrete produktmæssige forhold, der skal tages i betragtning, og risikoen for at komme galt af sted kan være stor. Så man har brug for sikkerhed – både i forhold til produktets kvalitet og i forhold til den samlede pakke.

https://www.youtube.com/watch?v=3nIki4klHLY