Erfaren bureaumand debuterer i ‘Kender du typen?’

Peter Engholm,
journalist

DR fortsætter traditionen med at hente bureaupersoner ind til det kendte og nu 28 år gamle livsstilsprogram.

DR-programmet ”Kender du typen?” får ny vært, idet Tobias Hansen fra DR Sporten afløser Anna Lin. Når den nye sæson begynder sidst i denne måned, bliver det også med ny ekspert i form af Jacob Holst Mouritzen.

Den nye ekspert er rundet af bureausiden – bl.a. Advice og senest Mindshare, hvor han i et halvt årti havde ledende stillinger, afsluttende som business partner. De seneste tre år har Jacob Holst Mouritzen været strategisk konsulent i bureauet Holst Mouritzen.

”Kender du typen? er et program, der virkelig samler danskerne på tværs af generationer. Og det er unikt i dagens mediebillede. At få chancen som en af eksperterne er en kæmpe ære – og jeg glæder mig helt vildt til at dyste mod Anne Glad, åbne køleskabe hos kendte danskere og forsøge at bidrage til programmet med min faglighed,” siger Jacob Holst Mouritzen i en pressemeddelelse fra DR.

Anne Glad Wagner er uforandret ekspert i programmet, ganske som det har været tilfældet de seneste 12 år.

Bureaubranchen har været fast leverandør af eksperter til programmet, hvor opgaven er at gætte hvilken kendt dansker, man er på besøg hos: 

  • Anne Glad Wagner har haft mere end et årti på bureausiden, bl.a. partner på Sunrise og strategisk direktør på Envision
  • Flemming Møldrup er partner i forandringsbureauet Märk CPH og har bl.a. været kreativ dir. i Reklamebureauet Os
  • Christian Grau var i 15 år tekstforfatter hos først Kunde & Co, siden Republica
  • Christina Feldthaus var næsten 20 år i bureaubranchen, først 12 år på Bates, siden 7 år som kontaktdirektør hos Young & Rubicam
  • Niels Erik Folmann var direktør for BBDO og for Bergsøe 4
  • Henrik Byager var direktør for Jersild og for Commerce.
  • Gitte Madsen var strategisk planner hos Bates
  • Jørn Duus var kreativ direktør på DDB i 11 år og på Bates i 15 år.