Erfaren bureaumand skifter til stort konsulent-firma

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Jens Vandborgs seneste job var hos Kernel, og hos Rambøll skal han bl.a. tilføre kompetencer omkring anvendelsen af interne kundedata.

På Linkedin står, at Jens Vandborg frem til november var ansat hos Kernel, men nu er skiftet til et job som Senior Manager hos Rambøll Management.

Jobskiftet har dog ikke noget at gøre med fredagens handel, hvor Kernel Simpatico overtog Zupa Recommendeds bureauer i Aarhus.

“Jeg begyndte hos Kernel sidste sommer – bl.a. med den opgave at være strategisk sparring på udviklingen af bureauet. Men i starten af året overtog Jens Hjortshøj fra Simpatico majoriteten og derfra udviklede bureauet sig i en retning, hvor min rolle ikke mere gav mening. Derfor har jeg reelt været væk fra bureauet i flere måneder,” siger Jens Vandborg.

Han har været både forbi kundesiden (Kuwait Petroleum og D.E.R.) og bureauer (Gekko og Leo Burnett) før han i 2008 var med til at stifte dialogbureauet ByHabit, som i 2010 blev solgt til Advance.

Nu hedder hans nye arbejdsplads så Rambøll Management.

“Her skal jeg dels drive en kundeportefølje og dels tilføre Rambøll kompetencer i anvendelsen og kombinationen af interne data i virksomhederne. Rambølls fokus er traditionelt på kundeanalyser og eksterne data,” siger Jens Vandborg og tilføjer, at han ikke ser sin ansættelse som et udtryk for brancheglidning.

“Som en biting kan jeg bruge min kommunikationsbaggrund til at være brobygger mellem Rambølls konsulentarbejde/rapporter og så brugerne af arbejdet i form af både marketingafdelinger og plannere på bureauer. Men Rambøll bliver ved sin læst,” siger Jens Vandborg.