Erfaren Carlsberg-mand bliver direktør i eventbureau

peng

Promoters’ adm. direktør vil trække sig ud af driften og fokusere på opkøb. Derfor har bureauet ansat en COO til den daglige ledelse.

Eventbureauet Promoters får en ny direktør. Stillingen som COO er nyoprettet, idet Danny Fogel, adm. direktør, ønsker at trække sig ud af driften.

Til at stå for den daglige ledelse har bureauet hentet en mand med humle på cv’et: 

Dan Christensen kommer fra en stilling som Sales og Marketing Manager hos Krenkerup Bryggeri, og han har haft en karriere i Carlsberg Group siden 2007 – senest som national salgschef igennem 2½ år frem til september 2015.

Dan Christensen skal udfylde den rolle, CEO Danny Fogel har varetaget, siden han købte sig ind i Promoters i 2008.

”Dan er kommet igennem et meget lille nåleøje. Dan har en kommerciel baggrund fra FMCG-branchen, flere års ledelseserfaring og store sociale kompetencer, og derfor passer han ind i Promoters,” siger Danny Fogel.

Danny Fogel beholder titlen som CEO, men ønsker at trække sig ud af driften og fokusere på opkøb og vækst. I 2014 købte han aktiverne i konkurrenten Girlsquad, og i december blev underskriften sat på opkøb af cocktailcateringfirmaet Tenderbar. 

Dan Christensen kommer til at stå for den daglige ledelse af eventbureauet, der rummer 20 medarbejdere på kontoret i Grønnegade i København. 

”Jeg glæder mig til at komme over på den anden side af bordet og arbejde med den eksekverende del af markedsføring. Selv om jeg træder ind i en ny verden, har jeg gode erfaringer at trække på, når det kommer til at tænke kundens behov ind i markedsføringen. Jeg er oplært i, hvad der virker og ikke virker,” siger Dan Christensen.