Erhvervsminister vil stramme reglerne for influencere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Morten Bødskov vil samtidig invitere influencere og fødevarevirksomheder, hvor de skal forsvare den kritik, der er rejst om deres samarbejder er i strid med branchens kodeks for reklame for usunde fødevarer for børn.

I den seneste tid har der været skrevet en del om influencere og deres påvirkning af børn og unge. Det har fået erhvervsminister Morten Bødskov til at melde ud, at han vil undersøge om lovgivningen over for influenceres reklamer skal strammes.

Erhvervsministeren påtænker samtidig at invitere influencere og brancheorganisationer for fødevarevirksomheder til et møde for at tale om en kritik, der også er rejst om, at deres samarbejder kan være i strid med branchens kodeks for reklame for usunde fødevarer til børn.

Morten Bødskov siger i en pressemeddelelse:

”Virksomheder og influencere har et ansvar for at passe på børn og unge. Det står klart i loven, at man skal overholde god markedsføringsskik. Og vi har jo gentagne gange set, hvordan virksomheder går på kanten med markedsføringsloven med reklamer målrettet børn. Det er uacceptabelt. Jeg synes ærlig talt, at det er en glidebane, at børn og unges venner og idoler i form af influencere reklamerer for fx diverse usunde fødevarer. Det handler om, at vores børn og unge kan have et trygt digital liv.”