120 medarbejdere er et stort dansk bureau. Alligevel kan man på en adresse i det indre København finde så mange mennesker samlet på en 3. sal uden at “bureauet” nyder den store kendthed.
Det hænger dog givet sammen med, at de 120 medarbejdere ikke er et almindeligt og selvstændigt bureau. Der er nemlig tale om GroupM, som normalt mest kendes gennem gruppens fem mediabureau-brands: Mediacom, MEC, Mindshare, Maxus og Mediabroker
Men de 120 medarbejdere fortæller en historie om den udvikling, som gruppen er slået ind på i de senere år. De 120 er en markant vækst og udtryk for, at gruppen er vækstet mere på de fælles funktioner end på markedet generelt.
Hver for sig tæller de fem mediabureauer både store, mellemstore og mindre bureauer, men lagt sammen bliver de den klart største gruppe i Danmark, og på det grundlag puljer man en række ressourcer for at udnytte størrelsen bedre. Og det er nu nået til, at godt 25 pct. af det samlede medarbejdertal i GroupM sidder på 3. salen i karreen omkring Kr. Bernikowsgade og Antonigade.
Det er en udvikling, som kan få GroupMs øverste chef, Jonas Hemmingsen til at overveje, om det vi kendte som et mediabureau for nogle år siden, vil være at finde i et mediabureau om nogle år.
Data spiller en helt central rolle i denne udvikling – og det ligger sådan set meget godt i forlængelse af mediabureauernes DNA. Mediabureauerne fik deres første egentlige gennembrud med etableringen af tv-meter systemet efter introduktionen af reklame-tv i 1989. Det gav, hvad man dengang betragtede som store mængder data, som branchen skulle lære at håndtere, og det blev arbejde, som de dengang få mediabureauer overtog.
I dag har den digitale verden dog skabt en datamængde, som får tv-meteret til at ligne en regnebog til de første klasser i folkeskolen.
“Vi er gået fra syndikerede data, som alle havde adgang til, til i dag at arbejde med en lang række datakilder. ”First party” data som er annoncørens egne data, ”Second party” data som er dem vi opsamler via digitale medier. Og ”Third party” data, som er data som andre ejer rettighederne til og som vi køber adgang til,” siger Jonas Hemmingsen og fortsætter:
“Mediabureauernes styrke er ikke bare evnen til at arbejde med data men også at vi kan optimere på tværs af de mange datakilder. Det giver nogle hidtil usete muligheder for at bygge specifikke segmenter for annoncører og målrette kommunikationen, og man kan opnå nogle meget markante effektiviseringer, som virksomhederne har meget let ved at se værdien af.”
Det har med andre ord givet nogle helt nye produkter til et mediabureau, som er forretningsmæssigt mere interessante end den stærkt konkurrenceudsatte mediahåndtering.
I GroupMs tilfælde har man bl.a. det seneste år bygget mere end 30 såkaldte dashboards – hvoraf nogle også er bygget til annoncører, som ikke er mediebureau-kunder.
“Det er egentlig ikke så kompliceret at bygge et dashboard – det er der mange, der kan. Udfordringerne ligger i at forstå hvilke datastrømme, der er relevante for virksomheden, kombinere dem og anvende dem real-time i kommunikationen, ,” siger Jonas Hemmingsen og fortsætter:
“Derfor har vi f.eks. nu ansat business intelligence folk, som er vant til at analysere og arbejde med virksomhedernes data og gå ind i en helt anden dialog om processer end vi har været vant til som mediabureau-folk.”
Fællesfunktionerne i GroupM rummer således en lang række kompetencer – ud over business intelligence og analytikere drejer det sig f.eks. om programmører, programatic buying specialister, innovations- og forretningsudviklere samt management og process konsulenter og projektledere.
“Jeg synes vi lever i en utroligt spændende tid, hvor vores verden er i konstant udvikling. Det vigtigste for os som gruppe er at vi har modet til og bruger resourcerne på at være på forkant med udviklingen – teste nye teknologier og forretningsmuligheder uden sikkerhedsnet og være parat til at droppe dem igen hvis det ikke er interessant og så videre til noget nyt,” siger Jonas Hemmingsen og fortsætter:
“Med den størrelse vi har som gruppe, ligger der en klar konkurrencefordel i forhold til resten af markedet, og vi skal fortsat have fokus på at udnytte de mange nye muligheder der opstår i markedet – og hurgtigere end vore konkurrenter” siger Jonas Hemmingsen.
Et andet eksempel på at udnytte størrelse løber af stabelen på torsdag og fredag. Her foregår What’s Next seminaret i Terminalerne. Læs mere her.