MEC trak det korteste strå, mens IUM trak det længste, da Dansk Supermarked afgjorde sin mediabureau-konkurrence. Dermed bliver det til et bureauskift.
Samtidig har den store konkurrent, Coop, været i konkurrence og her blev det til et genvalg til OMD. I hvert fald så vidt Bureaubiz erfarer, for Coop har ikke villet kommentere på oplysningerne.
Det vil man godt hos Dansk Supermarked. Her bekræfter pressechef Mads Hvitved Grant at konkurrencen endte med et bureauskift.
“Efter en første runde har vi inviteret nogle bureauer til en nærmere dialog, hvor de har løst forskellige opgaver. På det grundlag er valget faldet på IUM,” siger Mads Hvitved Grant og fortsætter:
“Vi har været glade for samarbejdet med MEC, men efter mere end 10 års samarbejde kan det være naturligt med ny inspiration. Og under alle omstændigheder ligger det fint i forlængelse af, at vi i det hele taget har evalueret alle vores leverandør-kontrakter med henblik på, om det kan gøres bedre – eventuelt gennem et andet set-up, hvor man f.eks. samler flere aftaler hos en leverandør.”
Det er ikke tilfældet på mediabureauet, hvor man allerede har samlet – men det er f.eks. sket på reklamebureauet, hvor man netop i disse dage afslutter 40 års samarbejde med Zupa Recommended til fordel for at samle både Bilka og Føtex hos Envision.
Den nye aftale træder i kraft d. 1. januar og løber i tre år.
For MEC har det været et hektisk efterår, hvor man har skullet forsvare flere store detail-budgetter. Det lykkedes at holde fast i Steen & Strøm, mens man har måttet sige farvel til Jysk – og altså Dansk Supermarked.
Men ifølge adm. dir. Uffe Henriksen får det ikke de helt store konsekvenser for bureauets mandskaabs-stuation.
“Vi har bl.a. mulighed for at tilbyde folk andre job inden for GroupM systemet. Den proces er vi i gang med. Jeg kan ikke udelukke, at vi kommer til at sige farvel til nogle, men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige noget om antallet,” siger Uffe Henriksen og fortsætter:
“Vores regnskab for i år ser fornuftigt ud og udsigterne for 2014 er ok – bl.a. i kraft af flere kundegevinster.”