Microsoft er sandsynligvis den størte kunde hos Crispin Porter + Bogusky (CP+B), men Burger King er i Top5 med – hvad amerikanske branchesites skønner – 10 pct. af omsætningen.
Eller rettere: Burger King var i Top5, for burgerkæden har sagt farvel til sit bureau. CP+B har stået for flere prisvindende kampagner – bl.a. Whopper Freakout, der forrige år vandt guld i Cannes i Titanium & Integrated.
Lige meget hjalp det, for Burger King er gået tilbage seks kvartaler i træk, og burgernes 2. plads (langt efter McDonald’s) er nu i fare, da man bliver bidt i haserne af Wendy’s. Derfor skal der nye boller på suppen, for nu at blive i det gastronomiske, og det har vakt betydelig opmærksomhed i amerikanske medier – samt i svenske, fordi Göteborg-bureauet Daddy i 2009 blev en del af Crispin Porter.
Burger King-bruddet rammer bureauet midt i en verdensomspændende ekspansion, der bl.a. bæres frem af det globale Milka-budget, som man for nylig vandt hos Kraft Foods.
“I ekspansionsfasen har vi haft behov for at rekruttere mange medarbejdere. Nu, hvor vi har tabt Burger King, er vi nødt til at sænke rekrutterings-hastigheden,” siger Gustav Martner, executive creative director og partner i CP+B Europe, der er navnet på Göteborg-kontoret.
I øjeblikket arbejdes der på at omorganisere bureauet, så man ikke behøver at fyre medarbejdere, som det var tilfældet, da CP+B i 2009 mistede Volkswagen. Gustav Martner afviser over for DagensMedia.se, at Göteborg-kontoret er i fare for at blive lukket.
Imens kan andre bureauer begynde at se frem til – om ikke en øget omsætning, så en konkurrence om samme. Burger King vil granske bureauer – uden brug af bureaukonsulenter, for man kører typisk konkurrencer på egen hånd.
Store bureauer, der kan melde sig på banen uden nogen konflikter med eksisterende kunder, er JWT, Saatchi & Saatchi, Wieden+Kennedy samt McgarryBowen.