Et ekstra bogstav giver nyt kreativt liv til Bilka

Peter Engholm
25@mail.dk

Hvem ka’ Bilka’! har været et stærkt og langtidsholdbart slogan. Nu tilføjer Recommended et “l” og får dermed mulighed for en kreativ udvikling af kommunikationen.

Kvik køkkener ændrede for nylig et ‘ret’ til ‘råd’ i sit payoff, så det nu er “Alle har råd til et fedt køkken”.

Recommended går endnu mere minimalistisk til værks over for et af dagligvarehandlens mest kendte og længst kørende payoffs, der nu har fået tilføjet et enkelt ‘l’ til – Hvem ka’ Bill ka’! -.

“Da Ulrik Juhl tiltrådte som kreativ direktør, havde han to skilte med; “Hold fast” og “Giv slip”. Og begge dele gælder for Bilka. Vi skulle ikke for langt væk fra payoff’et, for det er mega-stærkt – man kan nøjes med ‘Hvem ka”, og enhver kender afsenderen. Samtidig ville vi gerne give det indhold, for hvad betyder ‘hvem ka”, siger Albert Funder, account director i Recommended.

Baggrunden for tilføjelsen er, at Bilka bliver opfattet som dyr og besværlig i forhold til discountbutikkerne.

“3 x 100 kr. opfattes som billigere end 1 x 275 kr. Det er ren psykologi. En gennemsnitlige dansk husstand klathandler nemlig tre gange om ugen, frem for at samle indkøbet og købe stort ind én gang om ugen. Planlægning vil spare tid og penge – og planlægning indbefatter også at skrive en dosmerseddel. Det sker ikke nødvendigvis, og derfor introducerer vi en karakter, sparecoach Bill Sejrsen,” siger Albert Funder.

Og Bill ka’ i foreløbig det næste år, lyder planen. Der er indspillet 10 film, hvoraf 2 ligger på nettet nu, og den første vises i reklameblokken i aften.

“Kampagnen består af tv og net, overvejende drevet af tv. Vi har før brugt tv til at afsætte varer. ROIen har været flot, men bundniveauet i varehusene er ikke blevet hævet, og det ønsker vi at gøre med denne kampagne, hvor fokus er at spare tid og penge via “Bill Sejrsens berømte 3P metode” – planlægning, planlægning og planlægning”, altså det planlagte køb,” siger Albert Funder.

Bag Bill Sejrsens gemytlige ydre og begejstrede humør gemmer sig skuespiller Jonas Schmidt, kendt fra bl.a. Zulu Late Night. Tomas Villum Jensen har instrueret og M2 Film har produceret.

Se filmene på

http://recommended.dk/da/Bill/

http://www.vindoverhverdagen.dk/