Et påfaldende bureau – i kamp mod kedelighed

Peter Engholm
25@mail.dk

Reklamebureauet Campfire & co har fået ny direktør, en forstærket influencer-afdeling og er gået fra 0 til 2 creative directors. Her er et indblik i Aarhus-bureauet og direktøren.

Campfire & co i Aarhus leverede for nylig en lidt anderledes fællesbetegnelse for reklamebureauets kreative kommunikation. Det skete nederst i tredje afsnit i en pressemeddelelse om udnævnelsen af to creative directors. Hidtil har bureauet ikke haft nogen af den slags, men nu har både stifter og partner, Jonas Waaben, og tidligere head of strategy, Mette Krog, denne titel.

Fællesbetegnelsen er påfaldende, og den bliver nu gentaget af Pernille Nymann, der i juni tiltrådte som adm. direktør:

”Det er jo ikke fordi, at vi ikke har været kreative før. Kreativ er ikke noget, man siger, man er. Kreativitet er dét, vi organiserer os efter, og dét, vi er her for: At hjælpe vores kunder med at udkomme med kommunikation, der er påfaldende og rammer en klangbund i målgruppen”, siger Pernille Nymann og uddyber:

”Reklamebureauer eksisterer for at levere kreativitet, eller: Det burde de. Det er dét, brands køber os for. Og vi er opmærksomme på samtalen om det kreative og – i modvægt dertil – samtalen om det kedelige. Vi er her ikke for at lave ting, der keder folk. Derfor glæder det mig, at vi får flere og flere henvendelser på baggrund af ting, vi har lavet for andre kunder.” 

Salgsleder-kampagne for Lidl.

Organiseringen af Campfire & co handler ikke kun om de to nyudnævnte creative directors og den relativt nye direktør, men også om ansættelsen af Josephine Staunsbjerg som senior influencer strategist. Hun har ejet JOST Communication og er medstifter af den årlige Influenced-konference.

”Vi vil ikke lade os begrænse af de vanlige rammer for faglighed. Sådan er medarbejderes kompetencer jo heller ikke begrænset. Det kalder på faglige fællesskaber på tværs og at arbejde integreret som ét stort kreativt team. For et par siden tilkoblede vi influencer-marketing, som er blevet en forretningsmæssig motor i sig selv,” siger Pernille Nymann. 

Det 14 år gamle reklamebureau, se faktaboks nederst, havde et historisk stærkt år i 2022. Her var Campfire & co oppe på 24 medarbejdere, men siden har det været nødvendigt med justeringer.

”2023 begyndte med stor tilbageholdenhed fra bl.a. et par af de store køkkenbrands i vores kundeportefølje, og vi har arbejdet på at sikre, at året lander anstændigt. Vi har heldigvis en bred portefølje og gode, loyale kunder, og det lægger en dæmper på bekymringerne,” siger Pernille Nymann.

Jobannonce for Campfire i forbindelse med to jobopslag tidligere på året.

Hvordan ser 2024 ud?

”Også en slags overgangsår. Vi har haft et begivenhedsrigt 2023 og ser et behov for at genbesøge, hvad vi mangler for at blive en endnu mere attraktiv arbejdsplads og samarbejdspartner. Og så skal vi arbejde videre med vores egen position og cementere den i markedet.”

Hvad er det for en position?

”Den, der handler om alt det, der ikke er kedeligt. Man kunne godt beklæbe os med ord som “indsigtsbaseret” og “digital”, men det er en selvfølge for de fleste reklamebureauer i dag,” siger Pernille Nymann.

Er kreativitet ikke også en selvfølge?

”Det burde det i hvert fald være. Kreativitet er jo effektivitet. Men samtalen om kreativiteten har mange nuancer, som jeg ønsker at tage med vores kunder. Nogle tænker, at det bare er en sjov klovnenæse, andre tager sig selv for alvorligt til at turde være sig selv som brand. Men kreativitet kan have mange udtryk, og vi hjælper kunderne med at finde deres. Vi bliver ofte valgt, fordi vi bringer noget andet til bordet. Noget mere kant.”

Og hvad med dig selv – har du også en kreativ baggrund?

“Det kommer igen an på, hvordan vi tænker kreativitet. Kreativitet bor jo i mange af os. Jeg er uddannet cand.ling.merc, men det meste af min karriere har jeg arbejdet for store danske brands som Lego-koncernen og Hummel”, siger Pernille Nymann og tilføjer: 

”Jeg kom ind i bureauverdenen, da jeg kom til Campfire & co. Jeg blev straks forelsket i branchen, og det har været hjemligt for mig fra første dag. Jeg købte mig ind i ejerkredsen efter halvandet år – og brugte senere hen ca. 10 sek. til at tænke over tilbuddet om at blive administrerende direktør. Men altså – jeg er her jo heldigvis ikke alene. Og jeg er ikke det mindste bekymret for, at kreativiteten her nogensinde slipper op.”

Campfire-annonce for Premier Is.

Fakta: Campfire & co

  • Reklamebureau stiftet i 2009 af Jonas Waaben, Thorsten Schjødt og Tue Beck. 
  • Sidstnævnte trådte tilbage som administrerende direktør og ud af bureauet i juni i år, og Pernille Nymann er ny administrerende direktør – og medejer af bureauet.
  • Ledelsen består af hende samt af Jonas Waaben (creative director) og Thorsten Schjødt (head of design). Bureauet har i alt 20 medarbejdere, heraf 5 partnere.
  • På kundelisten er bl.a. Salling Group, Lidl og Fråst (tidl. Hjem-IS).