e-Types designer og Liebling-direktør stifter nyt bureau

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Lieblings adm. dir. har sammen med en Senior Designer fra e-Types stiftet et nyt bureau. Begge er tidligere partnere i Kontrapunkt.

Opdateret: Studio C er navnet på det nye københavnerbaserede designbureau, som  Emil Hartvig Andersen og Thomas Rye Dinesen har stiftet.

Det sker med ”kærlighed til de store idéer, små detaljer, og nye udfordringer” – og Thomas Rye Dinesen, som i det seneste toethalvt år har været adm. direktør og partner i Liebling, udbyder baggrunden for at stifte eget bureau således:

”Vi er et lille setup med stor erfaring. Vi har begge haft ledende stillinger i et eller andet omfang på andre bureauer – og har været partnere – men vi har lysten til at drive et bureau selv – et bureau, hvor vi selv er frontlinjen igennem hele processen.”

Emil Hartvig kommer senest fra e-Types, hvor han har været senior designer, og begge bureau-stiftere var indtil for få år siden partnere i Kontrapunkt. De har talt sig frem til mere end 35 år samlet i designbranchen.

I en pressemeddelelse forklares Studio C’s fokus og speciale således; at skabe, udvikle og styre brands og visuel identitet gennem design, strategi, passion og faglig indsigt. Udgangspunktet og filosofien er at skabe et bureau, der arbejder med designløsningerne i centrum – uafhængigt af platforme og uden komplicerede processer.

Bureauet er med egne ord kommet godt fra start og arbejder allerede for en række større nationale og internationale kunder.

Opdatering: Hos Liebling er Mikkel Jespersen ny adm. dir.