Europæisk bekymring for journalistisk kvalitet

Peter Engholm
25@mail.dk

Rundspørge viser, at journalistikken er under så hårdt pres, at det går ud over kvaliteten. Godt, hvis man som bureau skal igennem med sit budskab, skidt, hvis man (stadig) er blandt de fastansatte.

De traditionelle medier i Europa skærer dybt i antallet af redaktionelle medarbejdere og reduceret brugen af freelancere. De journalister, der stadig har job, skal levere mere stof til flere platforme på kortere tid.

Europas journalister er bekymrede for udviklingen, der går ud over kvaliteten, viser en rundspørge blandt 115 journalister i Europa, som Burson-Marsteller har foretaget.

Bekymringen skyldes, at mediebranchen er under pres p.g.a. den økonomiske krise, gammeldags forretningsmodeller og den digitale udvikling. Det betyder i praksis, at de tilbageværende journalister skal levere mere stof til flere platforme og på kortere tid. Det giver dem mindre tid til at være opsøgende og finde deres egne historier og langt mindre tid til at researche og tjekke facts på de historier, de bringer.

Samtidig peger en stor del af journalisterne på, at fyringsrunderne ofte betyder farvel til ældre og erfarne (og dyrere) journalister til fordel for yngre og mindre erfarne (og billigere) journalister. Alt i alt peger et flertal af de adspurgte journalister på, at den journalistiske kvalitet er under stærkt pres.

“Journalisterne tegner et dystert billede. Det er klart, at kvaliteten falder, når der skal produceres mere for færre ressourcer. Det er ikke bare et problem for medierne, der nok ikke får lettere ved at tjene penge på et ringere produkt, men også for den demokratiske udvikling og den offentlige debat, der i stigende grad risikerer at finde sted på et dårligere oplyst grundlag,” siger Kim Larsen, der er direktør i Burson-Marsteller.

Selv om den digitale revolution ifølge langt de fleste journalister har medført store fordele i form af nemmere adgang til information, er der også en del, der mener, at opblomstringen af blogs og ‘amatørmedier’ er med til at udviske forskellen på facts og fiktion og dermed bidrager til en forringelse af den journalistiske kvalitet.

Et flertal af de adspurgte journalister mener, at PR-bureauer spiller en stadig vigtigere rolle for det journalistiske arbejde enten som leverandører af ideer til nye historier, relevant information eller som indgang til relevante kilder … skriver Burson-Marsteller i artiklen, som bureauet har sendt til Bureaubiz.