Eventbureau kører videre alene

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Sidste år fusionerede to eventbureauer. Det ene bureau kører videre med nye partnere.

I september sidste år fusionerede de to eventbureauer Nordic Event og Welcome. Det forhold varede dog ikke længe: De skiltes igen allerede efter 3 måneder.

“Vi rykkede sammen for at få noget mere tyngde, men vi måtte erkende, at vi var for langt fra hinanden og besluttede at  skilles,” siger Jannik Seifert, partner.

Nu kører Welcome videre alene med et nyt lederhold:

Det er Jannik Seifert fra Welcome; Magnus Holde-Bygvraa, der tidligere var en del af eventbureauet Shout; og Peter Stigsnæs-Eriksen, der kommer til fra Agenda Group den 1. oktober, hvor han er fri fra en kundeklausul.

De nye partnere har brugt det seneste halve år på at definere, hvilket bureau de ønsker.

”Vi har talt med kunder, eksperter, konkolleger og talt om hvilke ydelser og hvilke medarbejdere, vi ønsker og ud fra det, har vi scopet det ultimative bureau,” siger Magnus Holde-Bygvraa, der ejer halvdelen af det nye Welcome.

Magnus Holde-Bygvraa mener, at det nye Welcome lægger sig i krydsfeltet mellem et eventbureau og et konsulenthus.

”I virkeligheden bliver vi mere et konsulenthus end et eventbureau. Omdrejningspunktet er hvordan vi transformerer en organisation igennem møder og events. Det handler altså ikke om det skal være den ene eller den anden konferencepakke, men om, hvad et event kan gøre for kundens forretning,” siger Magnus Holde-Bygvraa.

Welcome får 8 fastansatte medarbejdere, hvoraf de 4 kommer fra det oprindelige Welcome. Udover Magnus Holde-Bygvraa er der tre nye medarbejdere.

Welcome har bl.a. følgende kunder: Maersk, Leo Pharma, Novozymes og Philips.