For nylig blev prisen for årets bedste eventbureau givet til – ikke bare eet eventbureau – men til hele 16 eventbureauer.
Det var Møde- og Eventmessen, som Kursuslex står bag, der uddelte prisen til de eventbureauer, der samlet har meldt sig ind i Kreativitet og Kommunikation og dermed med dommernes ord ’har fundet et fælles ståsted med henblik på at udvikle eventbranchen’.
Baggrunden for den udtalelse og for prisen er, at indmeldelsen i Kreativitet og Kommunikation ifølge dommerne kan skabe afklaring hos kunderne omkring, hvad man kan bruge eventbureauer til og hvordan events kan bruges i møder og konferencer. Det var nemlig dommernes opfattelse ud fra de indstillede arbejder, at det var der stor usikkerhed omkring.
Men en anden pris søger samtidig at øge opmærksomheden omkring eventbureauernes arbejde.
Det er Danish MPI Awards, der afholdes for 10. gang. I år sker der flere ændringer. Bl.a. udvider arrangøren – MPI Denmark – antallet af priser fra 6 til 10, ændrer navnet til Danish Events & Meeting Awards (DEMA) og kobler Kreativitet & Kommunikation, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark og Dansk Erhverv på som samarbejdspartnere.
Thomas Vig, bestyrelsesmedlem i MPI Denmark, fortæller om baggrunden for ændringerne:
”De seneste år er der sket en markant udvikling i måden events, konferencer og møder designes og eksekveres på. Alt sammen fordi beslutningstagerne i stigende grad efterspørger professionel rådgivning om hvordan de opnår større effekt med deres investering i Corporate Activation,” siger han og fortsætter:
“Vi ser en tendens til at flere og flere kommunikationsbureauer udvikler lederkonferencer og kundeevents, fordi det er blevet vigtigt at forstå hvordan man bruger møder og events til at udpakke kommunikation med henblik på at skabe værdi og effekt. Derfor er det også vigtigt at have Kreativitet og Kommunikation med på DEMA, så det understreges hvor vigtigt det er at bureauerne støtter op om prisen og husker at indstille deres bedste cases.”
Endelig har et nyt bureau meldt sin ankomst, som med egne ord vil ’revolutionere den forstokkede møde-industri’.
Bureauet hedder Me & Alice og de vil ifølge en pressemeddelelse ’ruske op i branchen og bryde de traditionelle rammer med skræddersyede, nyskabende og oplevelsesbaserede mødeformater’.
”Branchen har ikke udviklet sig de sidste 20-30 år og markedet bugner af pakkeløsninger og standardiserede tjeklister, hvor valgene står mellem diverse stoleopsætninger og brainfood eller kage i pausen”, siger Mads Ostenfeldt, stifter af Me & Alice.
Danish Events & Meeting Awards finder sted den 27. april og der er deadline den 31. marts for tilmeldinger.
De 10 priser uddeles i 3 kategorier:
Kategori 1: Inspirational Cases
- Best Internal Case
- Best External Case
- Best Innovative Idea
- Best Integrated Communication
Kategori 2: Valuable Vendors
- Best Venue
- Best Agency
- Best Integrated Support
Kategori 3: Honorary Awards
- Front Runner of the Year
- MPI Member of the Year
- Outstanding Achievement Award
Jury-medlemmerne er:
- Steen Møller (juryformand), Head of Business Events Denmark, VisitDenmark
- Kim Staack Nielsen, Bestyrelsesformand, DANSK HR
- Jonas Wilstrup, Underdirektør, Wonderful Copenhagen
- Malene Amini, Marketingchef, TDC Erhverv
- Birthe Becker Schultz, CCO, Arp-Hansen Hotel Group
- Emilie Pii Mohr, Meeting Professional, Novo Nordisk
- Pia Zelander, Rådgiver og konsulent, Selvstændig
- Kim Boisen, Adm. Direktør og medstifter, Robert/Boisen & Like-minded
- Karin Krogh, Bestyrelsesformand, MPI Denmark
- Ib Ravn, Ph.D., Lektor, Århus Universitet